Grønlandsk mad som medicin

Røget laks, sildepisker, sæltarm og spæk. Duften af grønlandsk mad fylder hele rummet. Det føles hjemligt og nostalgisk – som et sted, man har været før.

Ved bordet sidder den 69-årige fisker og fanger Lars P. Mathæussen sammen med Aviâja Lyberth Hauptmann. Hun har en ph.d. i mikrobiologi og står for etableringen af biologiuddannelsen, SILA bachelor i biologi, der tager udgangspunkt i Grønland, grønlandsk natur- og kultur.

Aviâja og Lars taler samme sprog. I årevis har fortællingen ofte handlet om konflikter mellem biologer og fangere. Her er der enighed. Om sundhed. Om grønlandsk mad. Den grønlandske mad bliver – i det her tilfælde - dét, der forbinder dem.

Lars tager en bid af sildepiskeren fra det veldækkede bord - et bord skabt af hænder, der kender naturen, formet gennem årtiers erfaring og tæt samspil med omgivelserne, med en fangerkone, der sidder ved siden af ham, som er den uundværlige støtte i sådan et barskt miljø.

Lars begynder at fortælle om sin hjertesygdom. I 2015 fik han en blodprop i hjertet.

- Jeg fik rigtigt meget medicin, som jeg skulle tage dagligt, og jeg kunne mærke, hvordan min krop hurtigt blev svagere. Til sidst var det så slemt, at jeg ikke kunne gå op og ned ad trapper uden at holde fast i gelænderet, fortæller Lars P. Mathæussen. 

Han fortæller med hele kroppen, og det er tydeligt, at den stadig husker den skræmmende tid.

Frygten for, at noget skulle gå galt, gjorde at han begyndte at sove med sin telefon tæt på sig. Samtidig begyndte han og hans kone at sove i separate soveværelser, fordi hans krop i de værste perioder rystede så voldsomt.

En dag ved middagsbordet, omgivet af sine børn og med sin kone ved sin side, siger Lars, at han vil stoppe med sin medicin.

- Jeg sagde til dem, at de måtte være tålmodige og tage imod det, der nu engang ville ske. Det var min krop, og jeg kunne mærke, hvor svækket den var blevet, fortæller Lars P. Mathæussen. 

Fra den dag besluttede Lars at erstatte medicin med grønlandsk mad og startede med at spise spæk hver eneste dag.

- Selvom jeg allerede spiste spæk i ny og næ, begyndte jeg at spise det hver eneste dag. Jeg spiste havregryn om morgenen, og spiste grønlandsk mad resten af dagen, siger han.

Sælspæk hverdag

Aviâja Lyberth Hauptmann tager noget sæltarm og skærer i den i mindre stykker. Hun smiler ved mindet om sin aanaa (bedstemor, red.), der lavede suaasat (suppe, red.) med sæltarm. Hun tager et stykke i munden og spørger Lars:

- Hvorfor har du valgt spæk? Var det bare fordi du syntes, det var lækkert eller vidste du, at det ville gavne dig?

Til hendes spørgsmål har Lars et tydeligt svar:

Ifølge Lars indtog han medicin i cirka tre år, før han traf beslutningen om at stoppe helt.

- I løbet af omkring to måneder gik det langsomt fremad. Jeg kunne lige pludselig gå op og ned af trapperne, uden at jeg skulle holde fast. Min krop begyndte at hele, fortæller han. 

Ifølge Lars blev smerterne mildere og kroppen mere smidig.

Han er dog meget påpasselig, fordi han ikke ønsker at opfordre andre til at ignorere deres lægers råd.

- Jeg opfordrer ikke til, at man ser bort fra lægernes råd, tværtimod. Men i mit tilfælde er det mig, der kender min krop bedst og ved, hvad den har brug for for at være sund, siger han.

Aviâja Lyberth Hauptmann understreger vigtigheden af netop det:

- Vi stræber i stigende grad efter mad med meget sukker og salt og er blevet dårligere til at lytte til, hvad vores krop har brug for. Men Lars kunne mærke, hvad hans krop behøvede, og for ham var det spæk. Det er ikke nødvendigvis løsningen for alle, men det understreger vigtigheden af, at blive bedre til at lytte til kroppens signaler, fortæller Aviâja Lyberth Hauptmann.

Meget lidt processeret

Ifølge Aviâja Lyberth Hauptmann er medicin et vigtigt redskab, men hun fremhæver samtidig, at andre faktorer også kan have betydning.

Lars peger på et glas, der ligger på bordet. Glasset har sort låg og er halvfyldt med en flydende olie. 2020, står der på glasset.

- Det, du ser her er tran, som er olie udvundet af leveren fra en skolæst. Den har været der siden 2020 og har ligget på køl siden. Den har ikke forandret sig i alle disse år, og den kan ikke rådne, selvom den ikke indeholder konserveringsmidler, fortæller Lars P. Mathæussen.

- Vores mad er unik, fordi den stammer direkte fra naturen og kun i begrænset omfang er forarbejdet. Til sammenligning indeholder udenlandsk mad, som for eksempel svinekød, ofte langt flere tilsætningsstoffer, forklarer Aviâja Lyberth Hauptmann.

Hun mener, at der i dag er en tendens til, at hele verden bliver opfordret til at spise på samme måde i bæredygtighedens navn. Men der tages ikke altid højde for, hvor godt grønlandske dyr og planter er tilpasset netop os og vores levevilkår, altså stedbaseret mad.

- Forskere taler højt om blandt andet den planetære kost og anbefaler, at alle følger den samme model. Jeg mener derimod, at vi i højere grad bør sige ja til den mad, der passer til os og det sted, vil lever i, og for os er det grønlandsk mad, fortæller hun.

Lars nikker og er enig med Aviâja.

- Hvis jeg skal arbejde i et koldt miljø, har jeg brug for mad, der stammer fra et koldt miljø. For at holde kroppen stærk og undgå kolde hænder, spiser jeg derfor masser af hellefisk og får fordelene af fedtet. Den mad, jeg indtager, styrker mit immunforsvar og giver min krop det, den har brug for, siger Lars P. Mathæussen.

Tro på grønlandsk mad

Lars P. Mathæussen erkender, at grønlandsk mad kan være meget dyrt, især hvis man ikke selv sejler ud og fanger den.

- Drømmescenariet ville være, at fangerne fik tilskud, så prisen kunne halveres. Men det virker som en meget fjern drøm, siger han.

Ifølge Aviâja er det nødvendigt, at vi begynder at tro på, at grønlandsk mad kan være en langt større del af vores hverdag, fremfor at opføre os, som om det var umuligt.

- Jeg hører ofte, at man ikke tror på det. Hvis vi ikke tror på det nu, så kan vi lige så godt give op. Vi må og skal gøre noget ved det. En ting ved vi med sikkerhed, og det er at grønlandsk mad er sundt. Det er logik, og alligevel stilles der alt for ofte spørgsmål ved det. Hvorfor vil vi ikke tro på noget, der er så tydeligt?, siger hun.

Nogle af de første skridt mod forandring er at begynde at tænke over og anerkende, at vores mad ikke blot er “speciel mad”, mens rugbrød og frugt fremstilles som “det normale”.

- Det er også forståeligt, at det er sådan i dag, fordi det er normalt at arbejde og derefter handle ind i Brugsen eller Pisiffik, hvor langt de fleste varer kommer fra udlandet. Jeg ville ønske, at flere havde mulighed for at samle forråd og lære, hvordan man gør, for det er ikke alle, der bliver oplært i det. Det er en kæmpe privilige vi har her i landet, og som vi skal udnytte i langt højere grad, siger Aviâja Lyberth Hauptmann.

Hun ser for sig en verden, hvor grønlandsk mad anerkendes som sundt i systemet, hvor forfædres visdom og vores kultur respekteres, og hvor vi som folk tør tro på os selv i forbindelse med vores mad.

- For eksempel, når regeringen taler om selvforsyning, kommer der ofte noget, der passer mere til Danmark. Hvad med den grønlandske sæl?, siger hun.

- Hvis vi spiser stedbaseret mad, er det det bedste, siger Lars P. Mathæussen.