Grønlandsk deltagelse ved arktisk kunsttopmøde
Der er 15 deltagere fra Grønland ved Arctic Arts Summit 2022. Mødet bliver afholdt i disse dag i Whitehorse, Canada.
Blandt deltagerne ved Arctic Arts Summit 2022 er naalakkersuisoq for kultur Peter Olsen (IA).
- Naalakkersuisut arbejder for at forbedre forholdene for kulturudøvere og kunstnere, da de i høj grad er med til at styrke os åndeligt og menneskeligt. Det er i naalakkersuisuts interesse at betragte kunsten som et erhverv, og Arctic Arts Summit er et godt forum at drøfte denne udvikling i, siger han i forbindelse med sin deltagelse ved arrangementet.
Sprog, klima, selvbestemmelse og kulturel arv er blot nogle af de temaer, der bliver drøftet på Arctic Arts Summit 2022.
Den grønlandske delegation til dette års Arctic Arts Summit udgøres af Katuaq, Nordens Institut i Grønland, NAPA, Ilisimatusarfik, Nationalteatret, Kunstmuseet, foreningen for udøvende kunstnere EPI og dermed også grønlandske kunstnere.
- Jeg er meget glad for at der er så mange deltagere fra Grønland. Topmødet vil give rig mulighed for at drøfte fælles interesser og udfordringer ift. kultursamarbejde mellem de arktiske lande. Og jeg håber, at det vil være et startskud til noget mere konkret samarbejde mellem Canada og Grønland på kunst og kulturområdet, lyder det fra Peter Olsen.
Arctic Arts Summit bliver i år afviklet for tredje gang, det første topmøde blev afholdt i Norge i 2017.