Grønland med i opløbet om nordiske madpriser

Når priserne for tredje gang uddeles ved EMBLA Food Awards er Grønland med for første gang. Prisuddelingen skal foregå i Oslo til marts.

Offentliggjort

I oktober måned var der åben for, at alle kunne nominere kandidater i EMBLA Food Awards’ syv kategorier. Rekordmange kandidater blev nomineret på tværs af de nordiske lande, og hele 37 kandidater kom fra Grønland.

Disse nomineringer er blevet vurderet af en national jury, ud fra kriterier som bæredygtighed, inspiration, originalitet, ærlighed og ikke mindst det «nordiske» udtryk. I dag, d. 15. december offentliggøres de nominerede på emblafoodaward.com og syv af de nominerede er her fra Grønland.

- EMBLA Food Awards er en oplagt mulighed for at promovere Grønland som maddestination, og skabe opmærksomhed omkring vores madkultur og innovative madiværksættere. Deltagelsen i EMBLA skal bidrage til at sætte det grønlandske køkken på verdens menukort, og hylde dem der går forrest i udviklingen, siger Anne Nivíka Grødem som er grønlands repræsentant i EMBLA komiteen.

Fokus på nordisk mad

EMBLA Food Awards er en nordisk madpris, som ønsker at skabe international opmærksomhed omkring «nordisk mad». Formålet er at styrke og fremme viden om madkulturen og råvarerne i Norden, samt sætte fokus på de innovative personer, som står bag.

De grønlandske nominerede har bidraget til madkulturelle aktiviteter som dækker store dele af landet, og gjort sig bemærket for deres bidrag til udviklingen af den grønlandske fødevarescene.

De grønlandske nominerede er:

Nordic Food Artisan: Sassuma Sea Salt

Nordic Food Entrepreneur: Greenlandic Greenhouse

Nordic food Producer: Wild Food

Nordic Food for Many: Igapall

Nordic Food Destination: Tasiluk Food Festival

Nordic Food for Children and Youth: IGASA by Paarisa

Nordic Food Communicator: Two Ravens

Powered by Labrador CMS