Frøken Smilla bliver til tv-serie med grønlandsk medforfatter

Pipaluk K. Jørgensen skal være medforfatter på manuskriptet af en ny Hollywood tv-serie baseret på romanen: Frøken Smillas fornemmelse for sne. Kæmpe sejr for kunstneren at blive krediteret på en international produktion.

Offentliggjort

Den anerkendte britiske instruktør Amma Asante bag seer-succesen, A Handmaid´s Tale, på HBO, står bag en ny tv-produktion af den danske forfatter Peter Høeghs roman - Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Men ud over den kendte instruktør er der et endnu mere interessant navn bag produktionen. Grønlandske Pipaluk K. Jørgensen skal nemlig være med-manuskriptforfatter på tv-serien. Og det er hun ret begejstret over, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.

- Det er et kæmpe gennembrud for mig, fordi jeg gennem fem-seks år har arbejdet på at få indflydelse på internationale produktioner om Grønland, siger hun.

Pipaluk K. Jørgensen har tidligere blandt andet instrueret den anmelderroste film Anori. Hun er startet på det nye projekt for godt et år siden som konsulent, og det er ofte sådan, grønlændere er involveret i de store internationale produktioner, men det er ikke godt nok, mener filminstruktøren.

- Vi vil selv fortælle vores historier og krediteres for det. Det er så vigtigt det her, fordi jeg er med til at rykke stereotyper af grønlændere et andet sted hen, lyder det.

Anerkendelse i Hollywood

Pipaluk K. Jørgensen fortæller, at tv-serien bliver en moderniseret udgave af romanen fra 1992. Hovedpersonen er denne gang født i samme år som kunstneren selv nemlig 1981.

- Det betyder, at jeg kan gøre brug af mine egne erfaringer fra at være vokset op i Grønland til tv-serien.

Ud over den umiddelbare glæde over projektet, så betyder det også, at der åbnes flere døre internationalt, fordi en kreditering på en Hollywood-produktion er en form for blåstempling på cv’et, der kan give nye opgaver.

Og Pipaluk K. Jørgensen stiler målrettet efter større internationale produktioner, fortæller hun. Hun er dog også i gang med sit helt eget projekt om en film sideløbende.

Corona har også ramt projektet

Frøken Smillas Fornemmelse for sne handler om den grønlandske kvinde Smilla Jaspersen, der bliver opslugt af at løse mysteriet om en grønlandsk drengs død, da han angiveligt ved et uheld falder ned fra et snefyldt tag i København. Men der ligger meget mere bag faldet, end hvad øjet kan se.

Romanen blev ved udgivelsen en stor succes med mange oplag og oversættelser og blev i 1997 filmatiseret af Bille August under samme navn.

Det nye tv-projekt har ligesom mange andre ting været ramt af forsinkelser på grund af coronasituationen, og derfor kan forfatteren heller ikke løfte sløret for, hvornår den nye tv-serie bliver klar.

Powered by Labrador CMS