Fra elven i Qaqortoq til nye projekter i Danmark

Først en indrømmelse fra intervieweren:

- Jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt tilbageholdende med at bruge dit kælenavn.

Paornánguaq Helene Kleist ser spørgende på mig via en Messenger-videoforbindelse.

- Jeg har været bange for, at jeg kom til at sige »muuh ko« i stedet for Muku.

Hun bryder ud i latter.

Den fylder hele rummet med det samme. Den varme, hjertelige latter, som alle, der kender hende, ved er et af hendes mest karakteristiske kendetegn.

- Du er ikke den første, siger hun.

Forklaringen for hendes kælenavn går tilbage til hendes far, Sakio Nielsen, keyboardspiller for Sumé.

Som lille blev hun kaldt »Mukutoq«, et kælenavn på babysprog, som med tiden blev forkortet til Muku.

Kælenavnet har intet med hendes fornavn at gøre.

Til gengæld betyder Paornánguaq lille sortebær – en henvisning til hendes mørke øjne.

Selv valgte hun senere at bruge sit døbenavn professionelt, da hun blev journalist. Men blandt familie, venner og gamle kolleger er hun stadig Muku.

Og måske passer det egentlig meget godt.

For bag latteren gemmer sig et menneske med en ukuelig nysgerrighed og en bemærkelsesværdig tro på, at ting som regel kan lade sig gøre.

Når hun selv skal forklare, hvor den egenskab kommer fra, vender hun igen og igen tilbage til én person.

Sin mor.

Nysgerrigheden begyndte derhjemme

Forældrene gik fra hinanden, da Paornánguaq Kleist var ganske lille, og da moderen blev uddannet lærer og flyttede til Qaqortoq i slutningen af 1970'erne, fulgte datteren med. Det blev byen, hvor hun voksede op, og hvor mange af de værdier, der stadig præger hendes liv, blev grundlagt.

Når hun tænker tilbage på barndomshjemmet, er det ikke de ting, familien manglede, hun husker. Det er stemningen.

Der var perioder, hvor økonomien var stram. Familien havde eksempelvis ikke en sofa, men i stedet en hjemmelavet briks og reol i stuen. Men det er ikke afsavnene, der fylder i erindringen.

- Når jeg tænker tilbage i dag, så var det et hjem, hvor jeg havde plads til at være mig selv, siger hun.

Hjemmet var fyldt med bøger, fortællinger, kreativitet og minder fra de rejser, som moderen prioriterede højt, selv når økonomien ikke gav plads til luksus. Samtidig lærte hun sin datter at bruge hænderne. Paornánguaq lærte at sy længe før hun begyndte i skole og lærte siden at sy perler, strikke og hækle. Langt senere syede hun både kamikker og skindbukser til sin nationaldragt, da hendes ældste søn skulle konfirmeres.

Men ser hun tilbage i dag, var det måske ikke håndarbejdet, der blev moderens vigtigste gave.

Det var en grundlæggende tro på, at man ikke behøver at kende svaret på forhånd.

– Jeg har aldrig haft den tanke, at jeg ikke kan finde ud af noget, før jeg har forsøgt, siger hun.

Den tilgang kom til at følge hende langt ud over barndomshjemmet i Qaqortoq.

Hvorfor ikke prøve?

Barndommen i Qaqortoq var præget af frihed, nysgerrighed og en god portion eventyrlyst.

Sammen med veninderne udforskede hun byen – også de steder, hvor hun egentlig ikke måtte være.

Hun husker især elven, der løber gennem byen. Der måtte hun ikke lege, men det forhindrede hende ikke i sammen med sine venner at forsøge at fange små fisk. Når strømperne blev våde, blev de banket mod en sten i håb om, at moderen ikke ville opdage noget, når hun kom hjem.

Mindst lige så vigtigt var ungdomsklubben, hvor store dele af fritiden blev tilbragt. Her blev der spillet bordtennis og kort, lyttet til musik og skabt venskaber, som mange år senere stadig står stærkt i erindringen. Klubben fungerede næsten som en ekstra familie for mange af byens unge.

En dag blev hun stoppet af en gruppe lidt ældre piger på vejen, blandt dem Vivian Motzfeldt, der i dag er medlem af Inatsisartut. De spurgte, om hun havde lyst til at være med til håndbold.

Paornánguaq Kleist havde aldrig spillet håndbold før.

Men som så mange andre gange i livet lød svaret ja.

Hvorfor ikke prøve?

Hun blev aldrig holdets stjerne, og hun påstår selv med et grin, at hendes karriere på banen var forholdsvis beskeden. Alligevel endte hun med at være en del af det hold, der vandt bronze ved de grønlandske mesterskaber.

- Jeg spillede måske to minutter, siger hun og ler og oplyser, at hun fik en medalje, og hun har den stadigvæk.

Hun mistænker selv, at hun måske er den eneste fra holdet, der fortsat har gemt den.

Historien fortæller måske mindre om hendes sportslige talent end om den tilgang til livet, som allerede dengang var ved at tage form. Hun behøvede ikke at vide, om hun var god til noget på forhånd. Det vigtigste var at prøve.

Den egenskab har siden ført hende gennem et liv som journalist, kommunikationschef, oversætter, selvstændig og medieiværksætter. Og indtil juni måned i år var hun også klummeskribent for AG.

Og det hele begyndte måske på en håndboldbane i Qaqortoq.

Nysgerrigheden førte til Nuuk

Efter studentereksamen fra GU i Qaqortoq tilbragte hun halvandet år i Narsarsuaq, hvor hun nåede at prøve kræfter med lidt af hvert. Hun arbejdede blandt andet som bartender, tjener, butiksmedarbejder og rengøringsassistent i det lille lufthavnssamfund, hvor mennesker kom og gik med flyene, og hvor verden på en måde føltes både meget stor og meget lille på samme tid.

Men nysgerrigheden trak.

Ved indgangen til 1996 pakkede hun sine ting og flyttede til Nuuk og begyndte på journalistuddannelsen et halvt år senere, som dengang havde til huse nede i Industridalen.

- Jeg skulle bare videre, siger hun.

Journalistuddannelsen var stadig ung, og holdene var små nok til, at ingen kunne gemme sig på bagerste række. Diskussionerne var så livlige, som tre elever kunne få det til, og underviserne forventede, at de studerende tog stilling, argumenterede og udfordrede hinanden.

Det passede Paornánguaq Kleist ganske godt. Hun opdagede hurtigt, at hun ikke var typen, der blot sad stille og nikkede med. Havde hun en holdning, gav hun udtryk for den. Mente hun, at noget kunne gøres bedre, sagde hun det højt.

- Jeg har altid været meget insisterende og argumenteret virkelig for mine holdninger, siger hun.

Selv har hun flere gange tænkt over, hvor den egenskab stammer fra.

- Hvis min mor sagde, at det her spiser børn ikke, så skulle jeg i hvert fald smage det. Der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.

Hun ler ved tanken.

Men måske ligger der også en forklaring gemt i netop den historie. Hjemmefra havde hun lært at være nysgerrig og tænke selv. På journalistuddannelsen fandt hun et sted, hvor de egenskaber ikke bare blev accepteret, men ligefrem efterspurgt.

At forstå begge sider

KNR's Radioavis blev Paornánguaq Kleists første egentlige arbejdsplads som journalist. Her lærte hun nyhedsjournalistikkens grundlæggende præmisser: tempoet, de skarpe spørgsmål og nødvendigheden af at få svar, mens historien stadig er aktuel.

- Det skulle gå stærkt. Det var der, jeg lærte at stille de frække spørgsmål og arbejde hurtigt, siger hun.

Senere fulgte år i Hjemmestyret og siden på AG og Selvstyret. Dermed kom hun til at opleve både journalistikken og kommunikationsverdenen indefra – to fagområder, som ofte ser verden fra hver sin side af bordet.

Som journalist kunne hun blive frustreret, når svar trak ud. Som kommunikationsmedarbejder oplevede hun omvendt, hvor mange hensyn og processer der ofte ligger bag et svar.

Netop derfor udviklede hun med tiden en forståelse for begge professioners hverdag.

Hun ved, hvorfor journalister bliver ved med at ringe.

Og hun ved, hvorfor embedsmænd og politikere ikke altid reagerer så hurtigt, som medierne kunne ønske sig.

- Journalisterne har deadlines. De har brug for et svar. Det lærte jeg jo selv på Radioavisen, siger hun.

Som informationschef blev hendes opgave ofte at bygge bro mellem medier, embedsværk og politikere. Ikke mindst når politikere helst ville undgå mediernes spørgsmål.

Hun husker blandt andet en tjenesterejse med en landsstyreformand til en grønlandsk by. Et lokalt tv-medie havde gennem længere tid forsøgt at få et interview, og da journalisten endelig stod klar, var landsstyreformanden forsvundet.

Efter lidt søgen fandt hun ham på hotellet, hvor han sad og hyggede sig med nogle venner.

- Så sagde jeg til ham, at journalisten stod og ventede, og at han blev nødt til at gå ud og give det interview.

Kort efter gik landsstyreformanden ud foran kameraet.

For Paornánguaq Kleist handlede det ikke kun om at hjælpe journalisten. Det handlede også om respekt for det arbejde, der ligger bag en historie.

Hun vidste, hvor mange telefonopkald, aftaler og timers forberedelse der ofte gemmer sig bag et interviewønske – og hvor frustrerende det kan være at stå med en deadline uden svar.

Omvendt lærte årene i kommunikationsverdenen hende også, at journalister ikke altid ser de afvejninger, der foregår bag kulisserne i et departement eller på et ministerkontor.

Måske er det netop derfor, hun aldrig helt har følt sig hjemme i forestillingen om, at medier og myndigheder står på hver sin side af en skyttegrav. Selv foretrækker hun rollen som brobygger.

Ikke fordi journalister og politikere altid skal være enige.

Men fordi samtalen som regel bliver bedre, når begge parter forstår hinandens vilkår.

Der skal være plads til alle slags grønlændere

Da Paornánguaq Kleist og hendes mand, Pavia, flyttede til Danmark i 2019, var det først og fremmest et familieprojekt. Parrets tre sønner nærmede sig den alder, hvor uddannelsesvalgene begyndte at fylde mere og mere, og da den ældste ønskede at tage gymnasiet i Danmark, satte det gang i nogle samtaler om fremtiden.

- Vi er en meget tæt familie. Så vi satte os ned og talte om det, siger hun.

I dag er to af sønnerne i gang med videregående uddannelser, mens den yngste går i gymnasiet. Familien har fundet sig godt til rette på Sjælland, men årene i Danmark har også fået hende til at tænke mere over, hvad det egentlig vil sige at være grønlænder.

For hende findes der ikke én rigtig måde at være grønlænder på.

Hun er selv vokset op i Sydgrønland. Hendes mand er dansktalende grønlænder. Rundt omkring i Danmark møder hun mennesker med grønlandske rødder, som har vidt forskellige historier, erfaringer og forhold til både sprog og kultur.

- Vi bliver ikke mindre grønlændere af at bo her, siger hun.

Hun bliver stadig provokeret, når mennesker forsøger at definere, hvem der er »rigtige« grønlændere, og hvem der ikke er.

- Hvis vi hver især har en følelse af, at vi er grønlændere, så er der ikke nogen, der skal tage den identitet fra os.

Netop den tanke har også været med til at forme hendes engagement i nye projekter efter flytningen til Danmark. Gennem årene har hun arbejdet som journalist, kommunikationsrådgiver, oversætter og selvstændig konsulent. De seneste år har hun kastet sig over både online-mediet Tusarfik og arbejdet som bogforlægger.

For udenforstående kan det måske ligne et liv med mange skift. Selv ser hun det ikke sådan.

- Jeg bliver nysgerrig. Så får jeg lyst til at finde ud af, om det kan lade sig gøre, siger hun.

Hendes mand siger – af selv samme årsag – nogle gange at hun »Pippi Langstrømper det«, som jo er en pige der er kendt for sin hittepåsomhed og stædighed.

Hun griner ved tanken. Den samme latter, som lød i begyndelsen af interviewet.

Og måske er det netop den, der bedst beskriver Paornánguaq Helene Kleist: En grundlæggende tro på, at verden er fuld af muligheder, hvis man tør kaste sig ud i dem.