se billeder
Festlig åbning af Nordatlantisk Hus
Fyldt med nordatlantisk stemning af næsten enhver slags kom Nordatlantisk Hus fint fra start
Der var travlhed lige til det sidste med at få alle de mange løse ender på plads, men som det altid går i de gode eventyr, så lykkedes det hele til slut.
I dag åbnede det Nordatlantiske Hus i Odense. Og det er et eventy med mange forskellige udstillinger og oplevelser. Fra morgenstunden var der trængsel overalt i det store og flotte hus. Og de mange fremmødte fik set, hvilke muligheder der er i Nordatlantisk Hus.
De fire lande
Grønland, Island, Færøerne og Danmark var alle repræsenteret på fornemste vis. Selvfølgelig var der fire snore, der skulle klippes over og selvfølgelig var der fire flag, der foldede sig ud i vinden på havnen i Odense.
Og selvfølgelig var der de officielle taler. Indvidelsestalen blev holdt af formanden for Nordatlantisk Hus rådmand Steen Møller og på talerstolen var også Odenses borgmester Anker Boye, regionsformand Carl Holst, Grønlands repræsentationschef i Danmark Tove Søvndahl, Færøernes repræsentationschef Sigmundur Ísfeld og Islands kulturminister Illugi Gunnarsson.
Arrangementerne
Kunstnersammenslutningen Kimiks kunstudstilling North Atlantic Greeting blev åbnet. De islandske skjalde Arnar og Dadi underholdt. Det store nordatlantiske kor med 70 personer sang. Der var grønlandsk tromme- og maskedans og naturligvis færøsk dans.
På kanalen foran Nordatlantisk Hus var der kajakopvisning og en færøsk robåd viste, hvordan en sådan sejles.
På broen over til Nordatlantisk Hus, som jo ligger på Byens Ø kan man se fotoudstillingen Nordatlantens Ansigter. 39 portrætter af personer med tilknytning til de nordatlantiske lande. Broen har endnu ikke noget navn, men på dagen blev navnet Nordatlantisk Bro nævnt som en oplagt mulighed.
I et hjørne af udstillingslokalet havde Benny Nybo fundet plads til at signere sin nye fotobog Nordtlantiske Spejlbilleder.
Isskulptør Morten Møller havde foran Nordatlantisk Hus travlt med at forvandle en isskosse fra Ilulissat til en isskulptur. Det store samtalemene blandt de mange, der så på var naturligvis: - Hvor længe mon den bliver stående inden den smelter?
Det største eventyr
Det største eventyr i Nordatlantisk Hus er måske den færøske kunstner Edward Fugløs vægmaleri i konferencelokalet på 1. sal. Edward Fuglø kommer fra Klaksvig på Færøerne, og maleriet er en gave fra Klaksvig Kommune.
Medarbejderne i Det grønlandske Hus har i deres kontorer på 1. sal fået nogle fine rammer til deres fremtidige arbejde, og alt i alt er Nordatlantisk Hus som direktør Kirsten Mærsk udtrykte det en bygd i byen.
- Det er en bygd i byen. Ingen andre steder i Danmark er der et hus som det her, hvor der både er boliger, kulturhus og restaurant.
Odense har så sandelig med indvidelsen af Nordatlantisk Hus fået et kulturelt løft.