Et liv på havet i Sermiligaaq

I sin hvide kano er han på jagt efter narhvalen. 

Med skarpt blik følger han dens bevægelser og forsøger at aflæse, hvor den er på vej hen. Med over to årtiers erfaring bag sig, er narhvalen hans yndlingsfangst. Hver sommer sejler han til Kangerlussuaq for at gå på narhvalfangst - en tradition, han har holdt i hævd i alle 27 år.

For ham er det helt naturligt at fange narhvaler fra sin kano, en færdighed han har lært af sin far, som har videregivet al sin viden om fangst og dyreliv.

Glæden ved at nedlægge hvalen, det velsmagende kød og følelsen af at være så tæt på havet og narhvalen, giver et ubeskriveligt adrenalinkick.

Simujoq Nathanielsen bor i Sermiligaaq ved Grønlands østkyst omkring 100 kilometer nord for Tasiilaq. Her bor der – ifølge ham - under 200 mennesker.

- Jeg har været fisker og fanger hele mit liv, fortæller han til AG. 

Snart fylder han 57 år og er født og opvokset i fisker- og fangerbygden, Sermiligaaq på den attraktive østkyst, omgivet af smukke gletsjere og et rigt dyreliv med narhvaler og isbjørne. Her lever Simujoq sammen med sin kone. Sammen har de fire børn og to børnebørn.

Alt, hvad Simujoq ved om fangst - fra dyrenes vandringer til havisens bevægelser – har han lært af sin nu afdøde far.

- Min far begyndte at oplære mig, allerede da jeg var barn. Når klapmydserne kom, var jeg altid med ham på jagt. Det var mig, der styrede båden, fortæller han.

Det har altid været i naturen, han har følt sig hjemme. At være tæt på naturen har været en naturlig del af hans liv, og allerede som barn var det normalt for ham at tilbringe hele dage på fangststederne sammen med sin far.

Manglen på en produktionsfabrik 

I dag lever Simujoq som fisker og fanger i sin bygd.

- Om vinteren lever jeg af at fiske hellefisk, rødfisk og torsk. Der er masser af hellefisk i vores fjord, fortæller han.

Eftersom Sermiligaaq ikke har en produktionsfabrik, sejler Simujoq til Kuummiit for at indhandle sin fangst. Men klimaforandringerne, som blandt andet gør havisen mere uforudsigelig, bliver i stigende grad et problem i hverdagen for fiskere og fangere i Sermiligaaq.

- Klimaforandringerne er problematiske for fangere, især for erhvervsfiskere, der bor i en bygd uden en produktionsfabrik. Det er blevet meget vanskeligt at leve som fisker her, siger han.

Den ustabile havis betyder, at færre og færre i Sermiligaaq har slædehunde.

- I dag er det måske under ti personer, der har slædehunde, hvor der tidligere var over 30, fortæller Simujoq Nathanielsen.

Han fortæller, at ruten til Kuummiit, indhandlingsstedet, som regel først bliver sikker omkring april eller juni. Tidligere kørte man med hundeslæde til Kuummiit for at indhandle, men det er ikke længere muligt på grund af den usikre havis.

- Lige nu er isen for eksempel meget tynd, og ingen har kørt med hundeslæde endnu. Før havisen blev så ustabil, var det ellers muligt at tage til Kuummiit med hundeslæde for eksempel ved juletiden, siger han.

Fangstkvoterne spiller også en væsentlig rolle i hans liv som fisker og fanger og medfører betydelige udfordringer.

- Særligt kvoterne på isbjørne og narhvaler i Tasiilaq-området opleves som et stort problem blandt fangerne. Det er meget skuffende for os. Kvotefordelingen føles meget upassende for os, siger han.

Den næste generation

På trods af havisens uforudsigelighed og manglen på en produktionsfabrik elsker Simujoq livet som fisker i Sermiligaaq.

- Vi hjælper hinanden ret meget, os fiskere og fangere i Sermiligaaq. Det kan jeg rigtig godt lide. Jeg er så taknemmelig for det, fortæller Simujoq Nathanielsen.

En vigtig del af fangerkulturen er også at inddrage børnene.

Han har to børnebørn, som er – til hans store glæde – meget interesseret i fangstlivet.

- Drengene er meget dygtige, og jeg forsøger at lære dem alt, hvad jeg kan. Sidste år skød den yngste - syv år gammel - sin første klapmyds. Jeg var utrolig lykkelig, fortæller han.

Simujoq følger fangstens sæsoner og samler til forråd. Udover narhvaler fanger han også sæler, klapmyds, rødfisk og hellefisk.

Sådan lever Simujoq sit liv sammen med sin kone, der altid er ved hans side og fungerer som hans uundværlige støtte i en fangerkultur i et tæt lokalsamfund, kendt for stærke familiebånd og et nært fællesskab. Viden om fangst, havet og vejret går i arv fra generation til generation - ligesom Simujoq forsøger at videregive sin viden til sine børn og børnebørn.

På trods af udfordringerne er Sermiligaaq for ham et sted præget af stolthed, traditioner og en dyb forankring i naturen - et samfund, hvor livet leves tæt på både havet, isen og hinanden.