Elever fra Kofoeds skole havde øvet sig i flere måneder - Men ingen politikere mødte op til deres forestilling om hjemløshed
- Det var lidt ærgerligt, at der ikke var nogen politikere til stede, for det var dem, vi helst ville nå, siger forstander for Kofoeds skole Charlotte Ludvigsen efter deres forestilling 'Ersinngitsup Matua' blev vist i Katuaq 15. juni.
Scene fra forestillingen 'Ersinngitsup Matua' med elever fra Kofoeds Skole Nuuk. Forstander Charlotte Ludvigsen spillede også med.Foto: Kofoeds Skole Nuuk.
Mette KiersteinMetteKiersteinJournalist
Offentliggjort
For at få varmen går en mand ned i en depotkælder.
I kælderen lægger han sig til at sove under en presenning. Imens han sover, låser en sikkerhedsvagt døren. Han ser ikke manden, der nu er spærret inde.
For at få varmen går en mand ned i en depotkælder.
I kælderen lægger han sig til at sove under en presenning. Imens han sover, låser en sikkerhedsvagt døren. Han ser ikke manden, der nu er spærret inde.
Da han vågner råber og skriger han for at blive lukket ud. Men ingen hører ham. Først tre dage senere, hvor manden ikke har haft adgang til hverken mad eller vand, hører vagten hans råb og låser op.
Denne scene udspillede sig mandag 15. juni i kulturhuset Katuaq i Nuuk, da elever og lærere fra Kofoeds Skole Nuuk fremhørte teaterstykket ’Ersinngitsup Matua’.
Selvom det her var teater, er historien virkelig nok. Forestillingen, der markerer skolens 10-års jubilæum, bygger nemlig på elevernes egne oplevelser og erfaringer.
Annonce
Med forestillingen ville Kofoeds Skole Nuuk bringe publikum med ind bag tal og fakta, og fortælle hvordan det føles at blive boligløs og at være hjemløs.
- Når man sidder i møder og drøfter det her forskellige steder, så taler vi ofte kun om overskriften: ’En mand blev spærret inde i tre dage’. Men du ser ikke, hvad den person gennemlever.
Med teaterforestillingen ville Charlotte Ludvigsen bringe tilskuerne ind bag overskrifterne, og vise hvordan det føles at blive boligløs og være hjemløs.Foto: Kofoeds Skole Nuuk
Det siger Charlotte Ludvigsen, der har været forstander for Kofoeds Skole Nuuk siden 2023.
- Med teaterforestillingen ville vi vise alt. Ikke bare hændelserne, men alle tankerne og følelserne. Hele menneskets historie, siger hun.
- Det synes jeg er vigtigt.
Men dem, som de allerhelst ville dele historierne med, var ikke til stede.
KOFOEDS SKOLE NUUK
Kofoeds Skole Nuuk arbejder med at forebygge og bekæmpe social udsathed. Skolen startede op i Nuuk i 2016, og kunne 16. juni fejre sit 10-års jubilæum.
Fra at være et projekt i 2016 er skolen i dag en selvejende institution med en driftsaftale med Kommuneqarfik Sermersooq.
Over 200 elever kommer hvert år på Kofoeds Skole Nuuk.
Ingen af de inviterede politikere var i salen til at opleve, hvad man går igennem, når man er spærret inde tre dage, fordi man har brug for et varmt sted at være.
Vil skabe mere forståelse
’Ersinngitsup Matua’ er sat sammen af fire forskellige historier.
En af de andre historier handler om en ung mand, der bliver boligløs i Qaqortoq. Derfor tager han til Nuuk, hvor hans mor er. Men hun er hjemløs.
- Så hun har ikke nogen hjemmeadresse, han kan blive registreret på, gengiver Charlotte Ludvigsen.
Da han henvender sig til kommunen for at få kontanthjælp, bliver han afvist af samme grund. Heller ikke i sin gamle by er der hjælp at hente.
- Heller ikke herberget i Nuuk kan han få lov at sove på, når han ikke har nogen 'ukendt adresse', siger Charlotte Ludvigsen. Og altså er dokumenteret adresseløs.
Fra forestillingen 'Ersinngitsup Matua'.Foto: Kofoeds Skole Nuuk
Scenen ender med, at den unge mand henvender sig til kommunen igen efter et år. Da han stadig ikke kan få hjælp, begynder han at råbe og skrige og bliver ført ud af kommunekontoret.
Det er en situation, som mange hjemløse har prøvet at stå i: At blive overladt til sig selv af myndighederne.
Det ville de gerne vise.
- Derfor tog vi også en scene med om de udfordringer der er kommet med den nye lov om ydelser, hvor man skal uploade sit CV først for at få kontanthjælp. Oven i købet, hvor man allerede kæmper med at få MitID, siger Charlotte Ludvigsen.
- Vi ville vise alt det, som systemet kræver af en målgruppe, der ikke engang har adgang til computer.
Derfor ærgrer det hende, at der ikke var nogen beslutningstagere til stede i mandags i Katuaq.
Hvorfor var det dem, I helst ville nå?
- Jeg havde håbet på, at vi kunne skabe mere forståelse for de udsatte i samfundet, og dermed bedre muligheder for dem.
På grund af IT-nedbruddet i Kommuneqafik Sermersooq var det en udfordring at få fat i lokalpolitikerne i Nuuk, fortæller Charlotte Ludvigsen, der dog forsøgte at få fat i nogle af dem på anden vis.
Ud over selve forestillingen havde de inviteret dem til en workshop, som faldt sammen med en temadag i kommunalbestyrelsen.
Workshoppen blev i sidste ende aflyst på grund af en vandskade.
Fra forestillingen 'Ersinngitsup Matua'.Foto: Kofoeds Skole Nuuk.
Derudover havde Charlotte Ludvigsen blandt andet også inviteret naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, familier og indenrigsanliggender Maritha Broberg (A) samt Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut.
Sidstnævnte havde ifølge Charlotte Ludvigsen meddelt, at workshoppen lå samtidigt med andre møder, men at de ville prøve at nå det.
Flere historier at fortælle
Eleverne og medarbejderne fra Kofoeds Skole Nuuk havde ellers øvet sig på teaterforestillingen længe.
I marts begyndte de arbejdet. De startede med at fortælle hinanden om ting, de havde oplevet. Derefter besluttede de hvilke erfaringer de skulle have med i teaterforestillingen, og skabte historier til scenen ud fra det.
Undervejs i processen faldt nogle af skuespillerne dog fra.
- Det der med at skulle vise noget frem, som man selv har oplevet, det sætter jo lidt ekstra pres på én, siger Charlotte Ludvigsen.
- Men jeg synes det er mega sejt, at de kunne gøre det.
De medvirkende elever og lærere mødtes to gange om ugen indtil maj. Her fik de Miké Thomsen med som ekstern instruktør og begyndte at øve hver dag.
I dagene op til premieren sad nerverne ude på tøjet hos eleverne.
- De var så spændte! De rystede på hænderne, og var helt oppe at køre, fortæller Charlotte Ludvigsen, der også selv spillede med i forestillingen som sekretær og sagsbehandler.
Tænding af qulleq var en gave fra Tukummeq Qaavigaq.Foto: Kofoeds Skole Nuuk
Til sidst i forestillingen kom Tukummeq Qaavigaq ned på scenen og tændte en qulleq sammen med et barn.
BAG OM FORESTILLINGEN
’Ersinngitsup Matua’ blev vist mandag 15. juni klokken 19.00 i Katuaq. Forestillingen var gratis og krævede ikke tilmelding.
Forestillingen blev til med støtte fra Nuna Fonden. Katuaq stillede lokaler, lyd- og lystekniker til rådighed gratis.
Tænding af qulleq var en gave fra Tukummeq Qaavigaq.
Bagefter sang de ”Eqqissisinnga” i fællesskab – både dem på scenen, de tre rækker med brugere i Frelsens Hæri og Kofoeds Skoles elever, som sad forrest i Hans Lynge Salen, og dem som ellers var mødt op til den gratis teaterforestilling.
- Med sangen ville vi vise, at der er fællesskab og håb, siger Charlotte Ludvigsen.
Da lyset blev tændt i salen, kunne de fra scenen se, at der var flere, der havde grædt.
- Det var meget rørende.
Da de evaluerede forestillingen et par dage efter, sagde de eleverne, at de gerne ville gøre det igen.
For de havde mange flere historier at fortælle.
AG har rakt ud til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut samt naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, familier og indenrigsanliggender Maritha Broberg for at få bekræftet, at invitationen til teaterforestillingen blev modtaget og for at få en kommentar til, hvorfor de ikke havde mulighed for at deltage.
Kommuneqarfik Sermersooqs ledelsessekretariat skriver, at de ikke har modtaget nogen invitation: "Vi kan ikke sige, om de ikke har sendt noget, eller om vi ikke har modtaget mailen på grund af et IT-nedbrud."
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.