DGH i Odense finder ny direktør i egne rækker

Nauja Bianco takker af som direktør for Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus i Odense. Nu har bestyrelserne fundet deres nye direktør. Det bliver Annette Bogø Lyberth.

Souschef i DGH og Nordatlantisk Hus, Annette Bogø Lyberth, bliver ny direktør per 1. september.
Offentliggjort

Annette Bogø Lyberth bliver ny direktør for Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus i Odense per 1. september.

Dermed har bestyrelsen fundet en afløser for Nauja Bianco, som har valgt at stoppe efter at have siddet på posten i tre år.

Annette Bogø Lyberth har sin vante gang i begge organisationer. Hun har siden 2013 været souschef i Nordatlantiske Hus og Det Grønlandske Hus i Odense, og har været med til at etablere et Nordatlantisk kulturhus.

- Det glæder mig, at vi får en leder, der kender de to organisationer ud og ind, og som kan videreføre det allerede gode arbejde i huset. Jeg ser frem til, at Annette skal være med til at sikre Det Grønlandske Hus arbejde i regionen og være med til at videreudvikle de to organisationer, udtaler formand for Det Grønlandske Hus Benny Nybo i en pressemeddelelse.

Stort netværk og viden at trække på

Den nye direktør, der er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk, har arbejdserfaring i både Grønland og Danmark og har derigennem et stort netværk i Nordatlanten.

- Annettes store netværk i kulturlivet i de nordatlantiske lande, hendes personlige erfaring og lederegenskaber, både med den daglige drift og etableringen af Nordatlantisk Hus vil styrke Huset også i forbindelse med vores udvidelsesplaner på Byens Ø til glæde for de mange brugere og besøgende, lyder det fra Claus Houden.

Glæder sig til jobbet

Nordatlantisk Hus skal fejre 10-års jubilæum til sommer. DGH i Odense har netop fejret sit 50-års jubilæum. Den nye direktør glæder sig til at overtage posten og videreføre det arbejde, som Nauja Bianco sammen med bestyrelserne har startet:

- Jeg glæder mig til at videreføre det gode arbejde i Nordatlantisk Hus og Det Grønlandske Hus i Odense. To organisationer der i det daglige arbejder tæt sammen og supplerer og styrker hinanden og i løbet af de sidste 10 år har gennemgået en fantastisk udvikling, som jeg ser frem til at fortsætte og videreudvikle.

- Jeg ser også frem til samarbejdet med alle de andre, der bebor og bruger Nordatlantisk Hus, siger Annette Bogø Lyberth.

Nauja Bianco stopper som direktør i de to organisationer i slutningen af august.

Powered by Labrador CMS