Hvert år i januar åbner Dronning Ingrids Hospital i Nuuk dørene for en af Kulturnattens mest populære oplevelser: Bamsehospitalet. Her får bamser, dukker og plysdyr professionel behandling – og de sygeplejestuderende får værdifuld erfaring i mødet med børn og forældre.
For de sygeplejestuderende er Bamsehospitalet en øvelse i at møde børn og forældre med ro, nærvær og tydelig kommunikation – længe før mødet med de virkelige patienter.Foto Leif Josefsen
Martin ChristiansenMartinChristiansenMartin Christiansenjournalist
Offentliggjort
Bamsen ligger stille på den lille undersøgelsesbriks. Den ene pote er omhyggeligt viklet ind i en bandage, mens en gul ballon vugger let i barnets hånd ved siden af.
Annonce
”Den har haft ondt i maven hele dagen,” forklarer drengen alvorligt og ser op på den sygeplejestuderende, der nikker forstående. Med stetoskopet om halsen lytter hun koncentreret på bamsemaven, mens hendes medstuderende noterer i journalen.
Der bliver stillet spørgsmål, trykket forsigtigt og til sidst stillet en diagnose. Behandlingen er klar: lidt medicin, et plaster – og masser af omsorg. Barnet smiler lettet. Bamsen skal nok blive rask.
Sådan kunne en klassisk behandling have foregået, når Bamsehospitalet åbner under Kulturnatten på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk – et initiativ, der i mere end 15 år har været et fast og elsket indslag for byens børnefamilier. Og ikke mindst for børnene, når de kommer med deres elskede bamser.
Med bamsen trygt under armen får børnene et første, legende møde med hospitalets verden. På Bamsehospitalet på Dronning Ingrids Hospital bliver undersøgelser og omsorg formidlet i børnehøjde.Foto Leif Josefsen
Et hospital i børnehøjde
Bamsehospitalet er rettet mod de yngste, som sammen med deres bamser, dukker og tøjdyr kan få et kig ind i hospitalets verden – uden frygt, men med nysgerrighed.
Patienterne bliver tilset af sygeplejestuderende fra 1. og 3. semester, der står for hele afviklingen: modtagelse, undersøgelse, behandling og udskrivning. Underviserne er til stede i baggrunden og træder kun til, hvis der er behov.
For de studerende er det ikke blot en hyggelig aktivitet, men en obligatorisk del af deres pædagogiske undervisning.
Bamser, dukker og plysdyr er i centrum, når sygeplejestuderende giver børnene en tryg introduktion til behandling og pleje under Kulturnatten i Nuuk.Foto Leif Josefsen
Træning i virkelighedsnære rammer
Ifølge Nivi Willumsen, underviser på Sygeplejeskolen, i dag en del af Ilisimatusarfik, og tovholder på Kulturnat-projektet, er Bamsehospitalet et vigtigt læringsrum.
”De studerende får mulighed for at afprøve deres faglighed i nogle rammer, der minder om virkeligheden – bare i en tryg og legende form. De skal forklare, lytte og skabe tillid, både hos barnet og den voksne, der står ved siden af,” siger hun.
Netop kommunikationen er central. At kunne forklare undersøgelser og behandlinger i et sprog, børn forstår, er en kompetence, de studerende senere får stor brug for i mødet med rigtige patienter.
De studerende udvikler selv konceptet
Bamsehospitalet er ikke et fastlåst koncept. Tværtimod er det en del af opgaven for de studerende selv at komme med forslag til forbedringer og nye idéer.
”Efter Kulturnatten evaluerer vi forløbet sammen. Hvad fungerede godt? Hvad kan gøres endnu bedre næste gang? Det giver de studerende ejerskab og ansvar,” fortæller Nivi Willumsen.
For mange af de studerende er det samtidig et af uddannelsens mest mindeværdige indslag – fordi de for første gang oplever, hvordan teori, praksis og relationer smelter sammen.
Hun forventer, at i underkanten af ti studerende vil deltage i den kommende Kulturnat i januar 2026.
Bamser, dukker og plysdyr er i centrum, når sygeplejestuderende giver børnene en tryg introduktion til behandling og pleje under Kulturnatten i Nuuk.Foto Leif Josefsen
En tryg første kontakt
For børnene handler det om noget helt andet: At hospitalet ikke kun er et sted med nåle, sygdom og alvor, men også et sted, hvor man bliver taget imod med smil, tid og omsorg.
Når bamsen er færdigbehandlet, får den ofte et plaster med hjem – og barnet en ny erfaring i rygsækken.
En erfaring, der måske gør det lidt mindre skræmmende, næste gang dørene til Dronning Ingrids Hospital åbner for alvor.
Så selvom Kulturnatten står for noget underholdende, giver ”bamsehospitalet” på Dronning Ingrids Hospital også for noget givtigt – både for de involverede sygeplejestuderende og børnene, der får tilset deres bamser.