Narsaq
At springe ud som 80 årig
Sebulon Poulsen fra Narsaq debutere som forfatter med bogen Toqqortariinnarnagit
Tirsdag eftermiddag var der indkaldt til reception på Hotel Narsaq, hvor den nybagte 80 årige forfatter, kateket emeritus, Sebulon Poulsen præsenterede sin nye bog Toqqortariinnarnagit, udgivet på forlaget Filippa.
Toqqortariinnarnagit betyder noget i retning af, 'det skal fortælles og må ikke forglemmes', og handler om Sebulon Poulsens barndom i den nu nedlagte bygd Saqqamiut der lå lidt nord for den nuværende bygd Qassimiut, samt om områdets lokalhistorie og om hvad forfædrene har fortalt om deres liv og forhistorie.
Blandt andet skriver Sebulon Poulsen om Hvidbjørnens forlis langfredag i året 1895, hvor besætningen blev reddet af befolkningen på udstedet Kitaamiut der bespiste og husede dem.
Bogen er redigeret af en af Sebulon Poulsens døtre, Augusta Jeremiassen, der for tiden læser speciale i kultur og samfundshistorie på universitetet i Nuuk, samt dennes datter Else Marie Jeremiassen, der er mediegrafiker, og uddannet fra Århus Tekniske Skole for kort tid siden.
Sebulon Poulsen tilbragte ungdommen som fisker og fanger i bygden Saqqamiut, og i årene 1972 til 75 arbejdede han desuden som timelærer, indtil han startede på den 2 årige faglærer uddannelse på seminariet i Nuuk.
Da han var færdiguddannet i 1977 fik han tilbudt arbejde som skolelærer og kateket i Qassimiut, hvor han virkede indtil han i 1984 flyttede til Narsaq hvor han har boet lige siden, den sidste lille halve snes år som pensionist, men har dog afløst som kateket mange gange ind i mellem.