Arctic Sounds er stærkere tilbage
Arctic Sounds har været på lav blus i to år på grund af corona. Men nu kan borgere glæde sig til at give den gas i påskeferien igen, når Arctic Sounds skruer op for musikken og aktiviteter.
Du kan blandt andet danse til det danske band Total Hip Replacement, denne gang med prominente gæster fra Ghana i Sisimiut mellem den 14. april til den 18. april. Derudover er der otte kunstnere fra Nunavut, der skal optræde på festivalen.
Der vil også være populærere grønlandske musikere til årets festival.
- Af grønlandske kunstnere kan blandt andet nævnes FINNi, Inuk, Nina Kreutzmann Jørgensen, Jorsi Sørensen, Andachan, Zika og Athena Lings, oplyser Arctic Sounds i en pressemeddelelse.
Aktiviteter i Kangerlussuaq
Festivalen skal ikke kun kunne mærkes i Sisimiut. Arctic Sounds afholder nemlig forskellige aktiviteter i Kangerlussuaq fra den 7. april.
- Her skal udvalgte kunstnere som en del af et forskningsprojekt i samarbejde med University of Helsinki forholde sig kunstnerisk til klimaforandringer. Efter fem dages ophold i Kangerlussuaq, og med ture til Russell Gletscheren og indlandsisen med den grønlandske geolog og forsker Jane Lund Plesner, vil gruppen køre snescooter gennem det nyligt udpegede Aasivissuit/Nipisat UNESCO World Heritage område til Sisimiut, for at deltage i festivalen og fremføre de kreative produkter der er kommet ud af opholdet. Det skriver Arctic Sound.
Grønlandske og nordiske musikere og sangskrivere vil også mødes den 8. april under projekttitlen Arctic Assembly. Her skal musikerne skrive, arrangere og indspille sange der skal blive til et færdigt album indenfor tre dage. Gruppen tager også til Sisimiut og deltager i festivalen, hvor de også skal repræsentere deres færdige produkt.
Coronapandemien har ikke stoppet Arctic Sounds
Andre festivaler har stoppet deres arrangementer under coronatiden. Arctic Sounds har holdt mindre arrangementer fordelt ud på de to år pandemien har varet.
- Det har vi gjort, fordi vi synes at kunst og kultur er vigtigt. Både det at kunne opleve kunst og kultur, men også som kunstner at have arbejde og kunne tjene penge. Vi anser kunst kultur som et erhverv, og som arrangører ville vi gerne bidrage til at holde hjulene i gang. Vi har været nødt til at tænke i andre baner for at kunne tilbyde kunstnere og publikum koncerter, men vi er utroligt glade for at vi nu kan afholde festival under mere normale forhold igen, fortæller arrangørerne.
Festivalen er støttet af Air Greenland, KTI, PULS, Nordisk Kulturfond, Hotel Sisimiut, Sømandshjemmet Sisimiut, Taseralik, Sisimiut Museum, NAPA, Nordisk Kulturkontakt, Isi4U, Blue Water Shipping, Brugseni Sisimiut, Royal Greenland og Qeqqata Kommunia.