Vittus: Mindre forbrug årsag til spareplan

Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq oplyser, at de to spareplaner, som Sermitsiaq.AG omtalte mandag, ”kan helt grundlæggende tilskrives et forventet mindreforbrug grundet Covid-19-virus”.

- I en økonomisk situation som den foreliggende, er Naalakkersuisuts ansøgning alene et udtryk for ansvarlig og rettidig økonomistyring, mener Vittus Qujaukitsoq om spareplanerne på sammenlagt 85 millioner kroner.
Offentliggjort

To spareplaner, hvor man barberer henholdsvis 12 og 73 millioner kroner ud af de forskellige departementers konti for i år, er ikke ”ugennemtænkt” eller har en ”voldsom social slagside”, mener Vittus Qujaukitsoq, som har valgt at kommentere to Sermitsiaq.AG-artikler på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Han mener ikke, at Sermitsiaq.AG har formået at levere en fyldestgørende fremstilling, og peger på, at Selvstyret på grund af coronasituationen har foretaget færre tjenesterejser end normalt, da det ikke har været muligt at rejse.

Aktiviteter ikke gennemført

- Derudover har den midlertidige nedlukning af store dele af den offentlige sektor medført, at en række planlagte aktiviteter ikke har kunnet gennemføres som planlagt. Der er med andre ord ikke lagt op til serviceforringelser, understreger Vittus Qujaukitsoq og henviser til at kasseeftersynet har ramt Departementet for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet, Formandens Departement, Finansdepartementet, Departementet for Udenrigsanliggender, Departementet for Råstoffer, Departementet for Boliger og Infrastruktur og Departementet for Miljø og Natur.

Ufuldstændig liste

Vittus Qujaukitsoq undlader behændigt at nævne Departementet for Sundhed i sit indlæg, men det fremgår sort på hvidt af et referat fra Finansudvalget, at dette departement også må holde for, hvilket nedenstående udklip fra referatet er et bevis på:

Udklip af finansudvalgets referat

Desuden må eksempelvis handicapcenteret Pissassarfik vinke farvel til 2,5 mio. kr. Og totalt set skal social- og sundhedsområdet levere 20 procent af den samlede besparelse på 73 millioner kroner i den ansøgning, som Naalakkersuisut har fremsendt til Finansudvalget.

"Ansvarlig økonomistyring"

- I en økonomisk situation som den foreliggende, er Naalakkersuisuts ansøgning alene et udtryk for ansvarlig og rettidig økonomistyring, således at midler, der ikke kan nå at blive anvendt til deres formål, frigøres til andre formål, som endnu kan nå at blive realiseret, understreger Vittus Qujaukitsoq og tilføjer, at ”dette er der intet usædvanligt i”.

Powered by Labrador CMS