Vi bliver udkonkurreret af udlandet

Vi har brug for hjælp fra både fra Naalakkersuisut og fra Grønlandsbanken, ellers er der andre som får opgaverne, mens vi lokale står og ser på, siger turistaktør i Nanortalik.

De lokale turistoperatører i Sydgrønland er bange for at blive udkonkurreret af udenlandske turistoperatører. Her er det Poul-Erik Frederiksen South Greenland Boat Charter 44, Nanortalik, på tur med turister i Qulleq-området.
Offentliggjort

Turoperatørerne i Sydgrønland mener, at de udkonkurreres af udenlandske turoperatører, der har meget bedre vilkår, fordi de har base i et større marked og dermed et større økonomisk potentiale end en iværksætter i Grønland, som starter på en lille opsparing.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Derfor opfordrer de både Naalakkersuisut og Grønlandsbanken til at se på de store muligheder i Sydgrønland, så de bedre kan vurdere forretningsgrundlaget.

- Nanortalik har et kolossalt potentiale for turisme på grund af sin specielle natur med høje, skarpe bjerge og dybe dale, vækst og varme kilder. Turisterne kommer ikke kun for at se på vikinge-ruiner. De vil opleve den vilde uberørte ødemark og natur, hvor de er helt alene, siger Poul-Erik Frederiksen fra Nanortalik.

- Vi er flere lokale turistoperatører, men vi har problemer med at udvikle os og vokse i takt med, at turisterne kommer, fordi der ikke er nogen, der tror på, at der sker noget hernede. Men væksten i turismen sker lige nu, og vi må ikke forpasse de muligheder, der er for at udvikle turisterhvervet, understreger Poul-Erik Frederiksen.

- Konsekvensen er, at vi bliver udkonkurreret af udenlandske turistoperatører, som har et større marked i udlandet og derfor har flere penge at investere.

- Desuden oplever vi, at turistarrangører udefra kommer og bruger vores land og områder uden at få tilladelse til det og uden at betale for det, påpeger han.

Politikerne støtter ham

Han støttes af kommunalbestyrelsesmedlem fra IA Naja Lund, der siger til Sermitsiaq:

Der kommer stadig mange turister helt udenom de lokale aktører. Udenlandske aktører, der tjener penge på at bruge vores smukke land, skal vi være mere opmærksomme på og have startet en dialog med og om.

Læs hele artiklen i denne uges udgave af Sermitsiaq, som du kan får adgang til her.

Powered by Labrador CMS