Utraditionelt samarbejde: KAIR arbejder på at overtage Nuuk Imeq-ansatte
Kalaallit Airports og Mittarfeqarfiit undersøger om bryggeriansatte kan få job i den kommende internationale lufthavn i Nuuk, når Nuuk Imeq lukker ned.
I slutningen af 2024 ventes den nye internationale lufthavn i Nuuk at åbne. I begyndelsen af året lukker til gengæld bryggeriet Nuuk Imeq, har ejerne af virksomheden oplyst.
Umiddelbart har de to begivenheder intet med hinanden at gøre, men nu kobles de alligevel sammen i et lidt utraditionelt samarbejde.
Kalaallit Airports oplyser således, at selskabet undersøger muligheden for at overtage de omkring 50 Nuuk Imeq-ansatte, der ellers står til at blive arbejdsløse ved årsskiftet.
- Vi står med en lufthavn, der skal til at åbne, og i den har vi behov for flere ansatte. Derfor ser vi nogle muligheder, som kunne hjælpe alle parter. Medarbejderne hos Nuuk Imeq er vant til at arbejde struktureret med teknik og logistik, hvilket falder rigtig godt i tråd med opgaverne i en lufthavn, udtaler Jens Lauridsen, administrerende direktør i Kalaallit Airports i en pressemeddelelse og fortsætter:
Mødes med medarbejdere
- På vores side kan vi tilbyde ansættelse i en spændende virksomhed af central betydning for Grønlands fremtid. Det håber jeg, at mange medarbejdere hos Nuuk Imeq vil finde interessant.
(Artiklen fortsætter under billedet)
KAIR fortæller, at ledende medarbejdere fra Mittarfeqarfiit og Kalaallit Airports i disse uger mødes med medarbejderne hos Nuuk Imeq.
Hos Nuuk Imeq er administrerende direktør Bernhard Christensen glad for samarbejdet, der kan være med til at sikre Nuuk Imeq-medarbejdernes fremtidige beskæftigelse samt fastholde medarbejdere frem mod lukningen:
- Samarbejdet vil gøre det attraktivt at blive hos os, så længe vi har produktion. Samtidig åbner det mulighed for, at et antal medarbejdere sikres fremtidig beskæftigelse i en spændende virksomhed med gode og attraktive udviklingsmuligheder, siger Bernhard Christensen.
Skal gennemgå kurser og sikkerhedsgodkendes
Den nye lufthavn i Nuuk ventes som nævnt at blive taget i brug sidst i 2024, mens selve den nye lufthavnsterminal åbner i foråret 2024
Forud for åbningen skal kommende medarbejdere både sikkerhedsgodkendes, gennemføre en række kursusforløb og løbende indgå i løsning af opgaver, skriver KAIR:
- Des tidligere, vi kan indgå aftaler med de ekstra medarbejdere, vi får behov for i lufthavnen, des hurtigere kan vi sætte gang i de processer, som gør dem klar til at løse deres fremtidige opgaver. Her tror og håber jeg, at vi og et betydeligt antal medarbejdere hos Nuuk Imeq kan matche hinandens krav og forventninger, siger Jens Lauridsen.