Usisaat bygger for 100 millioner
Nu udbygges det nye erhvervsområde ved den nye havn på Qeqertat
Det er virksomheden Usisaat, som på onsdag starter udviklingen i det nye erhvervsområde på Qeqertat med opførelsen af ny stor hal, der skal indeholde flytteforretning, lagerhal, autoforhandler og -værksted og ny administration. Viceborgmester Ujo Petersen vil være med til det første spadestik for den nye erhvervsudvikling i havnen.
Byggeriet ventes at koste 100 millioner kroner. Grønlandsbanken har hjulpet med finansieringen, der også omfatter Vækstfonden, Greenland Venture, Vestnordenfonden og en kreditforening. Det er MTHøjgaard, der bygger, og arkitekter er Ole Lindahls Tegnestue.
Når byggeriet står færdigt i november 2020, flytter virksomheden fra sine fire nuværende adresser på Industrivej i Nuuk.
Der er tale om en familievirksomhed med forældrene Hans Gerstrøm og Akisooq Poulsen og børnene Arnannguaq Gerstrøm og Minik Gerstrøm.
Børnene kører den daglige drift. Arnannguaq Gerstrøm som daglig direktør og Minik Gerstrøm som leder af autoforretning og -værksted. Hans Gerstrøm står som byggeleder på nybyggeriet.
I forbindelse med udflytningen er der tale om et reelt generationsskifte, hvor Hans Gerstrøm dog stadig vil være med i udviklingen af nye forretningsområder.
- I første omgang flytter vi vores kerneforretninger, som vi ved, vi
tjener penge på, fortæller Hans Gerstrøm og Arnannguaq Gerstrøm.
- Fordelen er, at vi får mere plads til at udvikle disse kerneforretninger, fortæller de.
Hans Gerstrøm oplyser, at det nye byggeri bliver på 5.000 etagemeter. Grundarealet er 2.500 kvadratmeter og en del af bygningen bliver fem etager.
- Det drejer sig om værkstedet, som servicerer lastbiler, varevogne, entreprenørmaskiner og almindelige personbiler. Og som også forhandler lastbiler og busser af mærket MAN og personbiler af mærket Volvo.
- Dertil kommer lagerhal med flere forskellige funktioner. Dels bliver der et selfstorage, dels containerlager med plads til 120 20 fods containere, dels palle-lager med plads til 1.000 paller, dels lagerplads til forretninger og butikker i forbindelse med speditions- og shipping forretningen, dels selve flytteforretningen.
– Shippingforretningen bliver udvidet, så vi mere professionelt bliver lager for virksomheder uden for landet. Allerede nu servicerer vi for eksempel både en amerikansk og europæisk virksomhed med lagerplads. Det betyder, at deres kunder her i landet kontakter os, hvis de har brug for noget fra lageret. Vi kan levere det, kunden ønsker med det samme 24 timer i døgnet. Denne del af virksomheden får vi nu mere plads til, fortæller Hans Gerstrøm, der oplyser, at der også bliver plads til administrationen i det nye byggeri, som bliver et af landets største private erhvervsbyggerier.
- På længere sigt har vi planer om, og der er plads til at udvikle nye forretningsområder, fortæller Hans Gerstrøm.