Undersøgelse afslører stort antal stressramte

Fagforeningen Atorfillit Kattuffiat har lavet en undersøgelse blandt sine medlemmer, og den viser, at hver femte har eller har haft bekymrende stress-symptomer.

Arkivfoto
Offentliggjort

660 medlemmer hos fagforeningen Atorfillit Kattuffiat deltog ved en spørgeskemaundersøgelsen, som AK fik lavet i slutningen af 2019.

Tallene viser, at cirka 22 procent, altså mere end hvert femte medlem af AK, har eller har haft symptomer på middelsvær til svær stress.

Bekymring over resultatet

- Søvnproblemer, social tilbagetrukkenhed og føle sig ude af balance er de hyppigst forekommende stress symptomer blandt AK´s medlemmer, skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

Resultatet af undersøgelsen bekymrer AK-formand Dina Olsen.

- Det skal vi have gjort noget ved og jeg håber meget, at arbejdsgiverne vil påtage sig deres del af ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø og nedsætte stress på arbejdspladsen, siger hun.

Ikke godt nok

Undersøgelsen viser, at kun lidt over en tredjedel, 36 procent, af arbejdspladserne tilbød en indsats i forhold til stresshåndtering.

- Undersøgelsen afdækker ikke årsagerne til stressbelastningen blandt vores medlemmer, men den viser, at kun lidt over en tredjedel får hjælp fra arbejdspladsen til at tackle stress på arbejdspladsen, og det er ikke godt nok, lyder det fra Dina Olsen.

Atorfillit Kattuffiat har omkring 1200 medlemmer, der er ansat i kommuner, Selvstyret samt offentlig og privatejede virksomheder.

Powered by Labrador CMS