Tunge erhvervsfolk i spidsen for ny organisation

Erhvervsnetværket CSR Greenland blev formelt stiftet mandag.

Erhvervsnetværket vil blandt andet fokusere på børne- og ungeprojekter. Foto: Lars-Peter Sterling
Offentliggjort

80 repræsentanter fra blandt andet en lang række store virksomheder samt selvstyret deltog, da erhvervsnetværket CSR Greenland mandag formelt så dagens lys.

Det skete ved et arrangement i Grønlandsbankens hovedsæde i Nuuk.

CSR (Corporate Social Responsibility) står på jævnt dansk for samfundsansvar og finder for eksempel sted, når virksomheder gør en ekstraordinær indsats for at uddanne lærlinge, støtter børne- og ungeprojekter eller nedbringer udslippet af CO2. Og CSR Greenlands opgave bliver at koordinere og styrke disse typer aktiviteter.

CSR Greenland er udtænkt og udviklet af direktionerne i Grønlandsbanken, Air Greenland, Royal Arctic Line, Grønlands Arbejdsgiverforening (GA) og Kompetencekompagniet.

Netværkets første formand er GA-direktør Henrik Leth, mens Grønlandsbankens direktør, Martin Kviesgaard, er næstformand.

- Virksomhederne gør ikke det her for gloriens skyld. De gør det, fordi de er en del af et lille samfund. Erhvervslivet heroppe har et særligt ansvar. Grønlands problemer adskiller sig ikke fra andre landes sociale problemer, men samfundets størrelse gør, at virkeligheden er meget tættere på heroppe, forklarer Henrik Leth i en pressemeddelelse i forbindelse med stiftelsen.

Powered by Labrador CMS