internet
Tele-Post skruer op for hastigheden på internettet
På mandag får 12 byer, der til sammen udgør 43 procent af befolkningen, tilbudt langt hurtigere internet og datamængder af Tele-Post.
Tele-Posts store udbygning af telekommunikationen begynder nu at slå igennem. Investeringer på 800 millioner kroner i perioden 2017 til 2020 begynder fra på mandag at få konsekvenser for befolkningen. Det skriver avisen Sermitsiaq.
Mangedobling af hastigheden
350 millioner kroner bruges i år og på mandag vil 12 steder med 43 procent af befolkningen begynde at mærke forskellen. I dag er det kun Nuuk og Qaqortoq med 37 procent af befolkningen, der kan downloade 10 megabit i sekundet. Her vil man mærke en tredobling af hastigheden.
– Det bliver en kolossal forbedring og kunderne vil få væsentlig mere data for pengene, lover kommunikationsdirektør Arnakkuluk Jo Kleist i Tele-Post.
Nye produkter lanceres
Samme dag vil Tele-Post offentliggøre en række nye produkter, som bliver tilbudt internetkunderne.
De byer som vil mærke forbedringerne med det samme og gå fra 4 megabit til 30 megabit i sekundet er:
- Ilulissat
- Qasigiannguit
- Aasiaat
- Qeqertarsuaq
- Kangaatsiaq
- Sisimiut
- Maniitsoq
I Nuuk og Qaqortoq går man fra 10 til 30 M/bit.
Løbende udbygning
De øvrige byer som på mandag vil mærke en forbedring fra 4 M/bit til 10 M/bit er:
- Uummannaq
- Kangerlussuaq
- Paamiut
- Narsaq
- Nanortalik.
I løbet af 2018 skruer man op for hastigheden til 30 M/bit hastigheden i de fem byer.