Tele-Post: I år vil overskuddet styrtdykke
Sidste år formåede Tele Greenland at skabe et overskud før skat på 138,7 millioner kroner, hvilket betegnes som meget tilfredsstillende og højere end forudset. I år vil overskuddet styrtdykke til mellem 80 og 90 millioner kroner, lyder forventningen fra ledelsen.
Tele-Post har fremlagt sit regnskab for 2018 på selskabets generalforsamling og helt naturligt er opmærksomheden rettet mod indeværende års resultat på grund af de store problemer med at få repareret søkablet, som netop er genoptaget efter en pause, da vejrforholdene har drillet reparationsarbejdet.
Alene søkabelskibet koster en halv million kroner om dagen at have i drift.
Dyk på mellem 50 og 60 mio. kr.
I årsregnskabet for 2018 har ledelsen løftet sløret for, hvor meget resultatet før skat vil dykke i 2019. Og forventningen er et resultat før skat, der er mellem 50 til 60 millioner kroner mindre end i 2018.
Der er tiltag, som koster mere og andre tiltag som reducerer teleselskabets omkostninger.
Eksempelvis forfølger man fortsat strategien om at forenkle og minimere antallet af produkter, så medarbejderstaben kan slankes. Ja, kunderne skal via nettet sørge for at selvbetjene sig selv og tusass-universitet får her en central rolle. Alene i 2018 reducerede man antallet af fuldtidsansatte med 20 og sparede dermed otte millioner i personaleomkostninger.
Det spiller ind på 2019-resultatet:
- To søkabelskader ved Sisimiut i januar 2019 påvirker resultatet negativt.
- Ibrugtagning af nyetableret radiokæde til Upernavik og nyt mobiltelefonisystem medfører højere driftsomkostninger
- Simplificering og lavere priser på internet til erhvervslivet forventes at give lavere omsætning
- Færre medarbejdere og dermed faldende personaleomkostninger
- Lavere priser på Tusass mobiltelefoni og nye produkter forventes at give en lavere omsætning
- Faldende efterspørgsel på fastnet telefoner og breve.
Det fremgår også af beretningen, at man i 2018-regnskabet har hensat knap 18 millioner kroner, som skal dække reperationen af søkablet vest for Qaqortoq, som led skade 2. juledag.
Udbyttet til Selvstyret forhøjes i forhold til 2017 med 300.000 kroner og lander på 137,6 millioner kroner.