Tasiilaq: Krydstogtskib lastet med friske varer
Borgere i Tasiilaq kunne i går glæde sig over friske varer, da det første krydstogtskib anløb byen. Et samarbejde, som er blevet til mellem krydstogtselskabet, RAL og KNI.
Årets første krydstogtskib har anløbet Tasiilaq søndag den 7. maj.
Krydstogtskibet ”Le Commandant Charcot” af Ponant var ikke kun lastet med turister på årets første tur. 10 paller med frisk frugt, mejeriprodukter og andre friske varer var nemlig med ombord på skibet, og var adresseret til byens Pilersuisoq og kiosk.
- Det super isbrydende polarkrydstogtskib ”Le Commandant Charcot” har givet nødigt plads til en række paller med friske varer, der kan medbringes og bidrager dermed til velbefindende i vores grønlandske samfund, skriver Royal Arctic Line om samarbejdet på deres Facebookside.
Idemanden bag samarbejdet, Justus Hansen, glæder sig over det vellykkede projekt.
- På samme tid sidste år anløb skibet, altså langt før Royal Arctic Lines fragtskib havde mulighed til at anløbe på grund af isen. Siden er et samarbejde blevet til mellem rederiet, KNI og RAL. Jeg er glad og stolt over, at det er lykkedes i år, og at det er med til at forsyne byen med friske varer, siger Justus Hansen til Sermitsiaq.AG.
Han har i foråret 2022 selv rakt ud til aktørerne for at undersøge muligheden for friske varer via krydstogtskibe. RAL kan anløbe Tasiilaq i slutningen af maj, når havisen er smeltet.
Hylder allerede tømt
Stemningen i Tasiilaq var allerede god, da krydstogtskibet var på vej mod byen. Det første krydstogtskib er nemlig tegn på forår, indbyder til indtægtsmuligheder og aktiviteter i byen.
- Og stemningen blev opløftet endnu mere, da 10 paller med friske varer blev leveret til byens butik. Der var lang kø, og her i dag, dagen efter anløb, er varerne allerede købt af forbrugerne. Det blev en succes, siger Justus Hansen.
Royal Arctic Line oplyser, at leveringen blev koordineret af de lokale, mens KNI koordinerede indkøbsindsatsen. RAL oplyser endvidere, at friske varer også er på vej til Ittoqqortoormiit med det samme skib med forventet anløb om to uger.
- Jeg håber, at vi kan gentage succesen med flere paller med friske varer gennem krydstogtskibet i midten af maj. Der er behov for det i byen. Og sådan et samarbejdet mellem forsyningsselskaber og turistbranchen fungerer godt her, siger Justus Hansen.