Store konsekvenser for vintersæsonen: World of Greenlands hytte er brændt ned
En vigtig investering, der har taget mange år at udvikle, er brændt ned til grunden. Direktøren i World of Greenland forklarer, at det kommer til at have store konsekvenser for den kommende vintersæson. Politiet undersøger sagen.
Lørdag aften blev der slået alarm i Ilulissat, efter at der blev spottet røg fra baglandet.
Røgen kom fra en hytte, der ligger 12 kilometer fra byen.
Hytten, som i dag er brændt ned til grunden, bruges til turister om vinteren i forbindelse med turistproduktet "Igloo Lodge", som drives af World of Greenland.
- Det er meget trist, at vores hytte er nedbrændt. Heldigvis var der
hverken medarbejdere eller gæster derinde på tidspunktet for branden.
Sådan lyder det fra den administrerende direktør i World of Greenland, Asger Køppen, i en pressemeddelelse.
Store konsekvenser
Branden kommer desværre til at have store konsekvenser for den kommende vintersæson, og det vil med al sandsynlighed berøre flere samarbejdspartnere, forklarer direktøren.
- Hytten har taget os flere år at udvikle og benyttes som base for vores Igloo Lodge-koncept, hvor man overnatter i igloer og spiser inde i hytten. Dette har været en stor succes og en vigtig investering i forbindelse med at skabe helårlig turismebeskæftigelse, siger han.
At hytten nu er brændt ned til grunden, vil derfor få stor betydning for den lokale beskæftigelse og omsætning. Der var 600 overnattende gæster i sidste vintersæson.
Politiet er på sagen
Det er ikke kun World of Greenland, der mister en populær vinterdestination.
Asger Køppen forklarer, at World of Greenland har en lang række af gode lokale samarbejdspartnere, som formentligt også vil blive berørt af den manglende aktivitet, såsom hundeslædekuske, snescooterkører, bådoperatører.
- På nuværende tidspunkt skal vi lige have fordøjet denne ærgerlige hændelse og afvente resultatet af myndighedernes standardundersøgelse af brandtomten. Men der kommer et forløb, hvor vi skal i gang med at drøfte en opbygning, så vi kan tilbyde vinterovernatning igen, så snart som muligt, siger han.
Vagtchefen fra Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq.AG, at politiet er ved at undersøge, hvad der ligger til grund for, at bygningen er brændt ned. Politiet har på nuværende tidspunkt ikke mistanke om, at ilden er blevet påsat.