Stark åbner stort byggecenter

Lørdag åbner Stark et nyt byggecenter på mere end 5.000 kvadratmeter i Nuuk.

Stark har været i Grønland siden 1983 og har forretninger i Nuuk, Aasiaat, Ilulissat, Qaqortoq, Sisimiut og Tasiilaq. Det nye byggecenter i Nuuk er opført af Permagreen Grønland A/S.
Offentliggjort

Lørdag den 19. november slår byggecenterkæden Stark dørene op for sin nye forretning på havnen i Nuuk.

Stark skriver i en pressemeddelelse, at kunderne kan glæde sig til en forretning på mere end 5.000 kvadratmeter med drive-in og et stort udvalg i byggematerialer og tilhørende varer som værktøj, søm, skruer, beslag, beklædning.

Ifølge direktøren for Stark Grønland er den nye forretning et udtryk for virksomhedens tro på vækst og udvikling i Grønland:

- Når vi åbner så stor en forretning i Nuuk er det udtryk for, at vi virkelig tror på Grønland. Generelt er her høj aktivitet og stor tro på fremtiden.

Nye lufthavne og stor efterspørgsel på boliger

- Efter corona er turismen nærmest boomet, der er vedtaget store anlægsprojekter som nye lufthavne flere steder, og efterspørgslen på nye boliger er fortsat enorm. Den positive udvikling vil vi gerne være en del af og støtte op om, så derfor investerer vi gerne i Grønland, siger adm. direktør for Stark Grønland, Poul Erik Nørnberg.

Udover den nye forretning i Nuuk er Stark til stede i fem andre byer i Grønland, og de øvrige forretninger vil få glæde af den nye investering:

- Afstandene og transporttiden er i sagens natur store i Grønland. Derfor er større lagerplads en kæmpe fordel. Kunderne vil opleve, at vi altid har et større udvalg af materialer og varer på lager, og at vi hurtigere kan skaffe varer frem til vores øvrige fem forretninger i Grønland, siger Poul Erik Nørnberg.

Med udgangen af året går Poul Erik Nørnberg på pension og overlader ansvaret til regionsdirektør Glenn Bojer, oplyser Stark.

Powered by Labrador CMS