Smeltende permafrost giver bekymring for drikkevand i Ilulissat

Grønland, og specielt de beboede steder i landet står overfor en udfordring af ukendt karakter. Nemlig at permafrosten er i gang med at tø op og med det følger der nye problemstillinger, specielt hvad drikkevand angår.

I hele landet er permafrosten ved at smelte. Det udløser udfordringer, og Atassuts Aqqalu Clasen Jeremiassen fokuserer på handling for at sikre drikkevandet i Ilulissat. Men Naalakkersuisut kommer Jeremiassen i møde med en landsplan for drikkevand for hele landet.
Offentliggjort

Det har fået formand for Atassut, Aqqalu Jeremiassen, til at rette fokus på drikkevandet i Ilulissat med et forslag, han har fremsat på efterårssamlingen.

Han ønsker en redegørelse om, hvorvidt drikkevandssøen i Ilulissat er fremtidssikret overfor problemer som følge af optøning af permafrost.

Aqqalu Clasen Jeremiassen henviser til undersøgelser, der påviser at smeltevandet under indlandsisen er saltvand, og at det vil være katastrofalt for Ilulissat, der også er en stor fiskeindustriby, hvis det nuværende vandreservoir bliver en blanding af fersk og saltvand.

Han foreslår som en løsning at benytte en anden sø, nemlig Amittorsuaq søen. Jeremiassen mener, at søen er mere egnet til vandforsyning, da den ligger ved fjeldsiden og ikke i midten af lavtliggende slette.

Drikkevandsplan for hele landet

Aqqalu Jeremiassen har i sit forslag rettet fokus på drikkevandet i Ilulissat, da det er et aktuelt problem, og der er risiko for at drikkevandsreservoieret i nær fremtid bliver ubrugelig.

Det ser ud til, at han har ramt plet på et problem, der kræver særlig opmærksomhed. For Naalakkersuisut fremkommer med et ændringsforslag, der ikke blot har et lokalt afsæt, men som fokuserer på problemet over hele landet:

- Drikkevandsforsyning generelt er et vigtigt emne. Rent drikkevand er en vigtig forudsætning for folkesundheden og samfundsudviklingen i hele landet, pointerer Naalakkersuisut og fortsætter:

Vil lave plan for hele landet

- Derfor arbejder Naalakkersuisut løbende med at sikre den fremtidige vandforsyning i hele landet. Naalakkersuisut er opmærksomme på, at drikkevandet i hele Grønland skal fremtidssikres. Derfor er det også et emne, som Naalakkersuisut har arbejdet med igennem noget tid.

Med disse begrundelser har Naalakkersuisut valgt at fremkomme med ændringsforslag til forslaget:

"Naalakkersuisut pålægges at udarbejde en plan for at sikre den fremtidige vandforsyning i Ilulissat samt for finansiering. Endvidere skal der laves plan for vandforsyningen i hele Grønland. Dette omdeles til Inatsisartut på FM2024."

Forslaget er sendt til udvalgsbehandling og andenbehandlingen sker fredag den 10. november.

Powered by Labrador CMS