Skraldeskibet: Det er gået over al forventning
Esani A/S glæder sig over samarbejdet med kommunerne i forbindelse med skraldeskibet, der har været forbi i flere byer og bygder.
- Det er gået over al forventning.
Sådan lyder det fra Frank Rasmussen, direktør i Esani A/S.
Affaldsselskabet har det seneste stykke tid samlet store mængder skrald i byer og bygder på østkysten og i Qaqortoq. Herefter er skraldeskibet sejlet videre til Amagerbakke i København, hvor skraldet er blevet afleveret.
Esani A/S er i fuld gang med tur nummer to. Skibet har været forbi Diskobugten, Ilulissat og hele Kommune Qeqertalik. Skibet er på vej til Danmark for anden gang.
- Byerne har mere affald, som de gerne vil have med, end de får udmeldt – og det er jo positivt. Flere er begyndt at pakke rigtig meget, så vi synes, det er en god proces, som er lærerig for alle parter, siger direktøren.
Små udfordringer
Frank Rasmussen oplyser, at det i starten har været lidt vanskeligt at få en præcis melding om, hvor meget skrald kommunerne forvendtede, at de havde. Men som han siger:
- Når de ser, at vi kommer frem, så har kommunerne været rigtig gode til at pakke og laste skibet. Jeg er egentlig positivt overrasket over, hvordan det er forløbet indtil videre.
Direktøren gør det klart, at der fortsat er nogle små udfordringer med indsamlingen af skrald, men at det ikke er noget, der ikke kan løses. Han forklarer, at nogle byer og bygder ikke har været så gode til at pakke skraldet sammen, som Esani A/S havde håbet:
- Det skal de selvfølgelig være lidt bedre til, men det er noget vi italesætter. Og så er der nogle steder, hvor det tager lidt for lang tid at laste skibet. Der skal vi finde nogle andre løsninger til det.
Forbrændingsanlæg
Esani A/S tager en tur mere og får de sidste byer med som lovet, herunder Sisimiut. Frank Rasmussen mener, at det er løsningen til, når de to forbrændingsanlæg i Nuuk, men særligt i Sisimiut står klar.
- Det her viser, at det er nemmere end vi egentlig havde forestillet os. Det er en slags forberedelse.
Frank Rasmussen forventer, at forbrændingsanlægget i Nuuk står klar i starten af 2024, mens det ser ud til, at forbrændingsanlægget i Sisimiut er klar i efteråret 2024.