Siumut Nuuk holder borgermøde om forslag til fiskerilov
Høringsfristen om lovforslag til fiskerilov bliver ikke forlænget. Nu inviterer Siumut Nuuk borgere, for at høre deres mening om lovforslaget.
Siumut Nuuk inviterer borgerne til et borgermøde om Naalakkersuisuts lovforslag til ny fiskerilov, der netop er sendt til høring.
Til borgermødet ønsker partiets lokalforening at høre, hvad borgerne vægter og hvilke ønsker de har i forhold til lovforslaget.
Forslag til fiskerilov er sendt til høring i slutningen af november, med en høringsfrist den 24. januar 2024. Fiskere og andre aktører har kritiseret høringen og ønsket dette forlænget, men Naalakkersuisut holder fast på fristen.
Nu inviterer Siumut Nuuk i håb om, at mange vil deltage til borgermødet:
- Det gør vi, for at sikre at al relevante bekymringer straks og direkte videregives til Naalakkersuisut koalitionen, relevante parter, og ikke mindst til de politisk ansvarlige beslutningstagere i Siumut. Et lovforslag så vigtigt som dette behandles fyldestgørende. For befolkningens skyld, lyder det fra Siumut Nuuk.
Flere nye tiltag
Lovforslaget lægger op til, at der blandt andet indsættes et kvoteloft for alle bestande, der er omfattet af IOK-ordningen.
Samtidig lægges der op til lettere adgang til investeringer i fiskeriet, hvilket en pengetank allerede overvejer at gøre. Også ophævelse af tidsubegrænsede licenser er kommet på tale i det nye lovforslag.
Siumut har tidligere meldt ud, at det politiske arbejde skal vægte højere fiskepriser, så fiskerne får bedre indtjeningsmuligheder.
- Formålet med borgermødet er selvfølgelig at høre borgernes mening. På den måde kan vi med fordel informere vores bagland om meningsdannelserne, så de kan arbejde videre med forslaget politisk. Der er kommet flere kritiske røster i forbindelse med høringen, og vi skal selvfølgelig høre dem og give dem mulighed for at have en kanal, så de bliver hørt, forklarer Qarsoq Høegh-Dam på vegne af Siumut Nuuk til Sermitsiaq.AG.
Borgermødet bliver holdt i Katuaqs lille sal fra klokken 19.00.
Flere kommuner drøfter lovforslag
Det nye lovforslag der skal danne basis for landets vigtigste erhverv skaber også røre i kommunerne imellem.
Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at kommunalbestyrelsen holder en temadag mandag den 22. januar om emnet.
- Her inveteres Naalakkersuisoq og Departementet for fiskeri, de kystnære fiskeriforeninger i Kommunen, til at fremlægge deres synspunkter. Efter fremlæggelserne vil der blandt deltagerne være en politisk drøftelse, som skal komme med anbefaling til Kommuneqarfik Sermersooqs politiske svar til høringen, de oplyser kommunalbestyrelsesmedlem Juaaka Lyberth (IA).
Avannaata Kommunia vil drøfte lovforslaget under deres kommunalbestyrelsesmøde samme dag. Fiskere i Ilulissat har holdt borgermøde om emnet onsdag aften.