Selvstyret styrker rekrutteringen til bestyrelser

Går du med drømmen om at blive bestyrelsesmedlem i en af Selvstyrets virksomheder, kan du nu tilmelde dig en ny it-platform og dermed komme i betragtning, når Selvstyret ønsker at skifte ud i bestyrelseslokalerne.

Offentliggjort

Selvstyret har i dag åbnet en ny hjemmeside, der har til formål at styrke rekrutteringen af nye bestyrelsesmedlemmer til de selvstyreejede virksomheder.

Formandens Departement har i samarbejde med Nordens største rekrutteringsplatform for bestyrelser, nBoard, netop lanceret www.bestyrelser.gl, som skal sikre transparens, bredde og åbenhed i processen om at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer, bliver det fastslået af afdelingschef Lars Balslev fra Bestyrelsessekretariatet.

Alle kan deltage

Hjemmesiden henvender sig til alle, der ønsker at søge en bestyrelsespost i én eller flere af de selvstyreejede virksomheder, oplyser Selvstyret i en presssemeddelelse. Den eneste forudsætning er, at man opretter en profil, som også bliver eksponeret i den danske database, så man også er synlig mod attraktive bestyrelsesposter i Danmark.

Processen ser således ud, når man har registreret sig med en profil:

  1. På baggrund af behovet i den enkelte bestyrelse vil Bestyrelsessekretariatet opstille nogle parametre forud for hver rekruttering, som prioriteres af nBoard ́s rekrutteringskonsulenter i udarbejdelsen af et opslag til bestyrelsesposten,
  2. Dette opslag vil blive sendt ud til alle registrerede på bestyrelser.gl, nBoard.dk og delt på Linkedin, hvorpå at den enkelte har mulighed for at ansøge på baggrund af opslaget (det kræver, at man er registreret og godkendt på bestyrelser.gl eller nBoard.dk for at kunne ansøge),
  3. nBoard ́s rekrutteringskonsulenter vil ved ansøgningsfristens udløb facilitere en screening proces af de indkommende ansøgninger, der er baseret på de opstillede parametre,
  4. Bestyrelsessekretariatet vil ud fra nBoard ́s screening modtage en liste med de bedst kvalificerede kandidater, som kan overdrages til Naalakkersuisuts videre behandling,
  5. Der vil på baggrund af aktionærens (Naalakkersuisut) godkendelse af kandidaten blive afholdt en generalforsamling, hvor at kandidaten officielt vil træde ind i selskabets bestyrelse.

- Hos nBoard arbejder vi for at skabe en bestyrelseskultur 2.0, hvor alle bestyrelsesposter besættes ved hjælp af åbne søgninger. Vi kan se, at denne platformsbaserede tilgang skaber de bedste resultater for både virksomhederne, ejerne og de potentielle kandidater. udtaler nBoards direktør Joakim Bruchmann.'

Vigtig opgave

Der er allerede over 2.500 personer, der har oprettet en profil i databasen, som benyttes af flere hundrede virksomheder.

Bestyrelsessekretariatet påpeger, at de selvstyreejede virksomheder tilsammen udgør omkring 60 procent af bruttonationalproduktet.

- Det er derfor blandt Naalakkersuisuts vigtigste opgaver at sikre en professional ledelse af Selvstyrets aktiver for at imødekomme Selvstyrets ejer interesser.

Powered by Labrador CMS