Narsaq
Se billeder: Kokkeelever dyster om hæder
Hvem kan lave den bedste forret med hellefisk og hovedret med rensdyr?
Levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq har siden 2000 lagt køkken til GM for kokke og elever. Og konkurrencerne bliver i år afholdt den 16. og 17. september.
Se billeder: GM for kokke skudt i gang
Arrangementet er med til at synliggøre grønlandske råvarer og de kreative muligheder inden for faget - og har derfor traditionen tro været dækket af Sermitsiaq.
Som noget nyt vil kokken Jeppe Ejvind Nielsen, der er GM-dommer i år, bidrage med en blog om forløbet.
Se billeder: Freestyle for kokke
Hans blogindlæg følger her:
GM dag IV
Dagen starter på den værst tænkelige måde da forstander Poul Nørris Christensen under morgenmaden meddeler, at faglærer Jørgen B.S. Kielsen er sovet ind i løbet af natten.
I den korte tid jeg har kendt Jørgen, har han virket som et empatisk, varmt, beskedent og humoristisk menneske, der engagerede sig i sit arbejde og sine omgivelser.
Så sent som dagen forinden havde jeg en snak med ham, hvor jeg blandt andet påpegede, at jeg havde oplevet en væsentlig forbedring af den mad, der blev serveret, i forhold til tidligere. En forbedring, som han havde en stor aktie i.
Nyheden er et stort chok for hele skolen, mig selv inklusiv. Men i Jørgens ukuelige ånd og dedikation beslutter vi at forsætte dagen efter planen.
Første elev
Klokken 08.00 går elevkonkurrencen i gang og den første elev i køkkenet. Derefter starter deltagerne med 20 minutters Interval, således at to retter ikke serveres samtidigt.
Seks dommere
Vi er i alt seks dommere. To i køkkenet, der bedømmer deltagerne på en række punkter som: arbejdsgang, hygiejne og aflevering til tiden.
Især det sidste punkt kan have en afgørende effekt for udfaldet.
Derudover er der fire smagsdommere, hvor jeg selv er den ene. Smagsdommerne må ikke komme i køkkenet, og må ikke vide hvilke deltagere, der serverer hvilke retter.
Desuden har vi i år valgt at lave den klausul, at hvis en dommer arbejder samme sted som en deltager, vil hans point ikke tælle med i den samlede vurdering, i stedet vil man tage gennemsnittet af de øvrige dommeres point. Maden bliver bedømt på en række kriterier, hvoraf smagen er den vigtigste.
Hellefisk
Den første ret serveres klokken11.30. I år er hovedemnet hellefisk, sponseret af Narsaq Seafood, til forret. Og rensdyr til hoveret.
Efter den første ret bliver serveret, serveres der en ret hvert 10 minut - indtil alle syv deltagere har serveret hver en forret og en hovedret.
Hver deltager skal anrette seks tallerkner. To til smagsdommerne, tre til indbudte gæster og en til skueret. Samtidigt er der åbent hus, hvor alle interesserede har mulighed for at komme og se, hvad der sker i køkkenet.
Højere niveau
Det er særdeles positivt at opleve at eleverne engagerer sig så meget i opgaven.
Samtidig kan man se en forskel på det tekniske niveau i forhold til året før. Og man kan tydeligt mærke og smage, at det er blevet bare lidt bedre.
Samtidigt er der flere, der vover mere, nogle fejler derved, men bare det at turde satse tjener dem til ære. Der er ikke nogen stjernekokke, der er blevet til på en dag. Det tager mange års hårdt arbejde at nå til tops, og bag dette ligger der utallige fiaskoer.
Jeg kender ikke nogen kokke, der ikke kan fortælle en historie om et selskab eller en service, hvor noget er gået helt galt. Eller en dum fejl man har lavet, der har fået køkkenchefen til at eksplodere. Som jeg altid har sagt til mine medarbejdere: Vi laver alle fejl. Det er, hvordan vi takler dem, der definere os som mennesker.
Gallamiddag
Efter den sidste ret er serveret sætter dommerne sig sammen for at finde vinderen. Denne vil blive afsløret til gallamiddagen den efterfølgende dag, efter kokkenes konkurrence.
Se billeder i bunden af artiklen