Royal Greenland sender sømænd på bootcamp
15 unge mænd, der er under uddannelse og aspiranter i Royal Greenlands trawlerflåde, deltog i maj måned i et bootcamp med fokus på personlig udvikling.
Royal Greenland har afholdt en bootcamp for 15 unge mænd. Bootcampen blev afviklet over tre dage på sportshotellet Comwell Rebild Bakker.
Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.
Bootcampen der gik under navnet ” Bootcamp Kaassassuk” blev afviklet i et samarbejde mellem bemandings- og HR afdelingen i Royal Greenland og instruktør for Sirius- patruljen og Flyvevåbnet, Linda Larsen.
- Bootcampens formål er at styrke deltagernes personlige egenskaber ved teamarbejde og fysiske aktiviteter. Vi vil gerne have psykisk stærke ledere inden for de udfordrende og ansvarsfulde opgaver i vores trawlerflåde, derfor blev deltagerne udfordret på det personlige plan, med individuelle- og teamopgaver der ligger uden for deres personlige komfortzone, siger bemandingschef i Royal Greenland, Mika Heilmann.
- Bootcampen er et led i Royal Greenlands bestræbelser på, at fostre dygtige og stærke lokale ledere i Royal Greenlands trawlerflåde.
De deltagende der er maskinmesterstuderende, maskiniststuderende, fish-tech elever, fiskeskippere, kommende fiskeskippere og kommende fabrikschefer på trawlere arbejder til dagligt i Royal Greenlands fiskeriflåde, blev udvalgte til at deltage under det tre dage lange bootcamp.