Røde rubiner i rødt: Gigantisk underskud i minekoncern
Den lille minekoncern Greenland Ruby kom i et stort minus sidste år efter en nedskrivning på næsten 110 millioner kroner.
Det lille selskab bag Grønlands første rubinmine, holdingselskabet Greenland Ruby DK Aps, er netop kommet ud med et blodrødt regnskab.
I det seneste regnskabsår, 2021, var der underskud på 406 millioner kroner mod 25 millioner kroner i 2020, skriver avisen Sermitsiaq.
Minekoncernen, der kun omsatte for sølle 10 millioner kroner sidste år, foretog en ekstraordinær stor nedskrivning på 109 millioner kroner på lagrene med færdigvarer og varer, der var under fremstilling. Det skete som følge af den økonomiske krise i kølvandet på corona-krisen.
Markedet for rubiner har ligget stille i lang tid, og derfor tog Greenland Ruby DK den store nedskrivning af lagrene. Selskabet kom ud af 2021 med en negativ egenkapital på 154 millioner kroner.
Det gigantiske underskud på 406 millioner kroner er det absolutte lavpunkt for minekoncernen, der beskæftiger 60 ansatte i Grønland. Det er femte år i træk siden starten af Aappaluttoq-minen, at Greenland Ruby har røde tal på bundlinjen.
Greenland Ruby DKs vigtigste aktiviteter er at efterforske og bryde rubiner i Aappaluttoq og afsætte produkterne. Det står de grønlandske datterselskaber LNS Greenland A/S, der driver rubinminen Aappaluttoq og Greenland Ruby A/S, der ejer minen, for. Aappaluttoq betyder røde sten på grønlandsk. Så det er ikke uden grund, at de færdigt forarbejdede violet-røde rubiner går under navnet røde rubiner.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq, som du har mulighed for at købe her: