Revisorer tager forbehold i Mittarfeqarfiit-regnskab

Revisorerne tager forbehold for værdiansættelsen af landingsbanen og forpladsen for lufthavnen i Kangerlussuaq, som Mittarfeqarfiit har vurderet til en værdi af 290 millioner kroner.

Offentliggjort

Mittarfeqarfiit har offentliggjort sit 2018-regnskab med en revisionspåtegning, hvor man tager forbehold.

- Som det fremgår af ledelsesberetningen, så har ledelsen ikke pr. 31.12. 2018 haft et dokumenteret grundlag for vurdering af behovet for nedskrivninger af de bogførte værdier som følge af skader på landingsbaner som følge af ændrede forhold i undergrunden – eller som konsekvens af de igangværende overvejelser om en ændret lufthavnsstruktur i Grønland, skriver revisionsfirmaet Deloitte og tilføjer:

- Vi tager derfor forbehold for værdiansættelsen af landingsbaner, forpladser m.v. i Kangerlussuaq i alt 290 millioner kroner.

Underskud på 26,2 mio. kr.

Årsresultatet for lufthavnsselskabet landede igen på et minus. I alt 26,2 millioner kroner, hvilket er mindre end resultatet for 2017, som landede på minus 37,7 millioner.

Antallet af passagerer steg i 2018 i forhold til året før fra 413.387 til 443.535, hvilket ikke var nok til at bringe regnskabet i plus.

- Den høje aktivitet i lufthavnene har ledt til øgede udgifter til løn, hvoraf en stor del er gået til udbetaling af overtid, noterer ledelsen i årsberetningen.

Flere ansatte

Antallet af årsværk steg med 19 årsværk i løbet af 2018, og selskabet grundlagde en egentlig uddannelsesafdeling, der varetager 19 forskellige uddannelser.

Powered by Labrador CMS