råstoffer
Revisionsfirma overtager styring af London Mining
Revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers er udnævnt til administratorer af det kriseramte britiske mineselskab og overtager dermed ledelsens funktioner i virksomheden
Som omtalt tidligere fredag har bestyrelsen i det kriseramte britiske mineselskab London Mining på grund af store økonomiske problemer ønsket at lade virksomheden blive sat under administration.
I forlængelse af ønsket er revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers nu blevet udnævnt til administratorer af mineselskabet og overtager dermed ledelsens funktioner i virksomheden, oplyser London Mining administrerende direktør, Graeme Hossie, i en pressemeddelelse.
Læs: London Mining vil under administration
Læs: London Mining i yderst kritisk situation
London Mining, som i 2013 fik udnyttelsestilladelse til jernmalmmine-projektet i Isua i Godthåbsfjorden, er hårdt ramt af høj gæld, lave jernpriser og ebola-udbrud i Sierra Leone, hvor det britiske mineselskabs eneste større mine ligger.
Da London Mining fik udnyttelsestilladelse til Isua-projektet 24. oktober 2013, blev det oplyst, at der skal rejses kapital på over 13 milliarder kroner, der skal bruges til anlæggelse af minen. En jagt på at skaffe investorer blev kickstartet ved underskrivelsen af udnyttelsestilladelsen.
Britiske medier beskrev først på måneden, at den indiske stålkoncern JSW overvejer at købe London Mining. JSW udsendte dog en børsmeddelelse 7. oktober, hvor koncernen afviste at kommentere rygterne, men bekræftede, at den var på udkig efter 'overtagelser, der giver strategisk mening', skriver Politiken.