Rekordpris for 24 politikerboliger i Nuuk
Projekt Tuulliit koster 90 ½ millioner kroner – kvadratmeterprisen er på 42.073 kroner.
Projekt Tuulliit i Nuuk med 24 boliger og et fælleshus til Inatsisartuts udenbys medlemmer koster 90.458.908 kroner – eller 42.073 kroner pr. kvadratmeter.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Byggeprisen er 86.871.753 kroner, og nedrivningen af de gamle bygninger på Noorlernut og Saqqarlernut, blandt andet boligblokken »Trussely«, koster 3.587.155 kroner.
Sermitsiaq har talt med en række spillere indenfor bygge- og anlægsbranchen i Nuuk, som kalder prisen for ekstraordinær høj.
Til sammenligning nævnes, at det kommunale boligselskab Iserit A/S for 100 millioner kroner får 48 indflytningsklare boliger på Pinguaraq i Qinngorput i løbet af efteråret – eller 10 millioner mere, men til gengæld det dobbelte antal boliger.
Projekt Tuulliit bliver opført af selvstyrets boligselskab Illuut A/S, som derefter udlejer de 24 boliger og fælleshuset til Inatsisartut på en uopsigelig lejekontrakt i 30 år.
Landskassen yder to rente- og afdragsfrie lån til Illuut: Tre millioner kroner til projekteringen og tre millioner kroner til nedrivningen – i alt seks millioner kroner.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: