Regnskab: Air Greenland sætter rekord
Aldrig før har Air Greenland haft så mange flypassagerer som i 2018, viser regnskabet, som netop er offentliggjort.
Med en pæn stigning i omsætningen, der landede på 1.370,1 millioner kroner, leverede Air Greenland et koncernresultat på 80,8 millioner kroner før skat.
- Air Greenland leverer i 2018 et flot resultat på 80,8 millioner kroner, hvor både vores rute- og charterforretning har leveret over forventning. 431.000 passagerer fløj med os i 2018, og det er det højeste antal nogensinde. En stor tak skal gå til alle medarbejdere, uden deres indsats var resultaterne ikke mulig, fortæller bestyrelsesformand Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse.
Vækst på rutetrafikken
I 2018 fik Air Greenland en vækst på 4 % på rutetrafikken. 87% af væksten kom fra afgange mellem Kangerlussuaq og København.
- I 2017 intensiverede vi vores Islandsflyvninger, og det har betydet, at vi i 2018 har fløjet 29% flere passagerer imellem Grønland og Island. Det skal ses i relation til, at det samlede islandske marked er faldet med 12%, således er Air Greenlands markedsandel steget. Særligt på sommerruten imellem Ilulissat, Kangerlussuaq og Reykjavik, har Air Greenland vundet markedsandele med næsten en firdobling af passagermængderne, oplyser bestyrelsesformanden.
Det er Jacob Nitter Sørensens første fulde og hele regnskab med ham siddende for bordenden i direktionen som administrerende direktør.
Vejret og teknik udfordrede
Over for Sermitsiaq.AG glæder han sig over, at det er lykkedes at lande et flot resultat set i lyset af et år, hvor vejret i den grad udfordrede selskabet. Og i starten af 2018 havde flyselskabet en del teknikproblemer med det store Airbus-fly, som påvirkede kunderne og flyprogrammet.
I 2019 har flyselskabet en ambition om at fastholde rekorden i passagermængder og fortsat vækste indenfor charterområdet.
- Vi ser frem imod nogle spændende år. På den ene side skal vi optimere vores kundeservice og trafikprogram i nuværende infrastruktur og på den anden side skal vi se ind i den nye infrastruktur og vurdere, hvordan Air Greenland ser ud i 2023. Vigtige strategiske beslutninger træffes derfor i 2019 omkring Air Greenlands konkurrencekraft, kundeservice, bæredygtighedsprofil og organisations- og koncernudvikling, oplyser Jacob Nitter Sørensen.