RAL: Fra stormvejr til strålende solskin

Royal Arctic Line fik vendt et underskud i 2017 til et plus på bundlinjen efter skat på 14,1 millioner kroner godt hjulpet på vej af datterselskabet Arctic Umiaq Line, der sørgede for de 5,7 millioner kroner.

Kim Kielsen mener, at man skal være stolt af Royal Arctic Line og de resultater rederiet har opnået.
Offentliggjort

Rædselsåret 2017, hvor næsten alt gik galt med et nyt it-system og kaos med containerhåndteringen og faktureringen, er fortid, og som ejeren, formanden for Naalakkesuisut Kim Kielsen udtrykte det:

- I har været inde i et kraftigt stormvejr, der resulterede i, at telefonlinjerne til formandens kontor begyndte at gløde. Men efter en god indsats fra ledelsen og medarbejdernes side kan vi igen se solen skinne derude, sagde Kim Kielsen og pegede mod vinduerne, hvor der udenfor var det mest pragtfulde 1. maj vejr med høj solskin.

Punktlighed

I løbet af 2018 formåede rederiet at sætte den højeste score i pålidelighed, når det gjaldt sejlplanen, som man fulgte 88 procent i 2018 mod 36 procent året før.

Verner Hammeken understregede, at rederiets strategi med et centralt samarbejde med islandske Eimskip er den rigtige og påpegede, at man i 2014 næppe kunne forestille sig, at fragtmængderne ville stige med fem procent, hvilket skete i 2018.

Flåde fornyes

Fire nye bygdeskibe er på vej og i 2021 vil rederiet have en flåde, hvor gennemsnitsalderen blot er fem år. Går man blot tre år tilbage, så var gennemsnitsalderen på rederiets skibe 30 år.

De store investeringer vil øge selskabets gæld ganske betragtelig, indrømmede Verner Hammeken, men med en god likviditet, fremgang i godsmængderne og de nye muligheder via samarbejdet med Eimskip og ugentlige leveringer så han intet problem, da finansieringen er sket på meget rimelige betingelser efter man er blevet frigjort fra Selvstyrets udbyttekrav.

Stor omstillingsproces

- Selskabet har været under den største omstillingsproces i Grønlands historie. Og i forhold til 2014 har vi formået at gennemføre denne omstilling med kun 12 mand flere, sagde en stolt Verner Hammeken.

Kim Kielsen fandt det nødvendigt at tage ordet under punktet eventuelt.

- Fremtiden kommer af sig selv, men det gør udviklingen ikke, sagde Kim Kielsen og gav dermed rederiets ledelse og medarbejdere sin fulde støtte til den strategi, som i årenes løb har været udsat for kritik.

Powered by Labrador CMS