Rådgiver: EU på vej med ny Arktis-politik
EU står foran en udskiftning af kommissionen, hvilket kan få betydning for, hvordan den europæiske union vil forholde sig til Arktis.
Finnen Jari Vilén, der er seniorrådgiver i tænketanken EPSC, der rådgiver EU kommissionen, opfordrede Grønland til at holde fokus på og sikre en dialog med den nye EU Kommission, der skal i gang med at lave en ny strategi for det arktiske område.
- Det er vigtigt, at I får talt med den kommende kommission og dens leder, fastslog Jari Vilén på Future Greenland konferencen i Katuaq store sal over for 400 deltagere.
Halv tomt eller fyldt
Han omtalte det seneste møde i Arktisk Råd, hvor man for første gang ikke nåede frem til en fælles erklæring, hvilket skyldes modstand fra USA, som var repræsenteret af udenrigsminister Mike Pompeo, der benyttede rådsmødet til at holde en brandtale om den sikkerhedspolitiske situation i Arktis.
- Man kan efter mødet i Arktisk Råd tale om glasset: er det halv fyldt eller halv tomt, sagde Jari Vilén og rettede opmærksomheden mod Kinas rolle i de klimaforandringer, der i den grad er i gang med at forandre Arktis.
- Realiteten er, at Kina skal være med til at bekæmpe klimaforandringer ved at reducere sit udslip af CO2. Opmærksomheden er i den grad rettet mod kinesernes indflydelse, når de investerer i infrastruktur, sagde Jari Vilén.
Øget tilgængelighed
Han påpegede, at klimaforandringer er årsag til, mineraler og olie bliver mere tilgængelig i det arktiske område.
- Grønland har en perfekt placering og Arktis vil fremadrettet være mål for store investeringer, forudsagde seniorrådgiveren, der med sine finske rødder understregede, at det var vigtigt for de arktiske lande i norden at stå sammen og tale med én stemme.
- Og i relation til USA og Kina problematikken er det vigtigt, at man har lavet et sæt fælles regler for Arktis, sagde Jari Vilén under den efterfølgende debat.