Qaanaaq
Pengeindsamling til fangere og fiskere
Flere fangere og fiskere har mistet deres udstyr efter orkan i Grønlands nordligste by. Nu er der indsamling til de ramte
Sidste uge var der orkan i Qaanaaq, hvilket har resulteret i, at flere fangere og fiskere har mistet deres redskaber.
Vindstyrken nåede op til 48 meter pr. sekund og kuldefaktoren var helt nede på minus 45 grader da orkanen ramte byen.
For at hjælpe de ramte er der nu dannet et indsamlingskomité 'Piniutaarsersimasut Komitè'.
Læs: Orkan i Qaanaaq: - Helt vanvittigt
12 personer er hårdt ramt
- Vi har dannet denne komite for at hjælpe fangerne og fiskerne i den svære tid, siger kommunikationsperson Rasmine Jeremiassen Normann til Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser, at fiskerne og fangerne har mistet udstyr til værdi af 100.000 kroner, og at omkring 12 personer er hårdt ramt af dette.
Er magtesløse
- Vi håber virkelig på, at alle vil hjælpe os. Der har tidligere været indsamlinger til udlandet før, og vi synes, at det er på tide at vi hjælper hinanden i Grønland, fremhæver hun.
- De ramte er magtesløse. Julen nærmer sig, og de ramte kan ikke bare lige tage ud at fiske eller gå på fangst. Og her i området tager man ud og går på fangst med slædehunde og ikke med snescootere, og flere har mistet hvalpe. Så vi har brug for at blive støttet, lyder det fra Rasmine Jeremiassen Normann.
Hun oplyser, at de også har søgt midler til fonde, til at hjælpe fiskerne og fangerne i Qaanaaq, der har mistet deres udstyr.