Disko Line

Omdiskuteret rederi svarer kritik fra Kommune Kujalleq

Borgmester i Kommune Kujalleq Kiista P. Isaksen (S) har bragt fem kritiske punkter mod Disko Line. Nu svarer rederiet på de fem kritiske punkter

Disko Line, Najaaraq Ittuk
Offentliggjort

- Disko Line forskelsbehandler ikke tilsigtet landets borgere men har tværtimod gennem sin prispolitik forsøgt at give borgerne mulighed for også at rejse ad alternative ruter til deres slutdestination, uden at det skulle blive dyrere end den direkte vej.

Det skriver Disko Lines direktør Finn Hansen i et svar til borgmester i Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen, der har kritiseret rederiet. Hun har forlangt Naalakkersuisut til at 'gribe ind overfor Disko Line A/S at der ikke skal være forskelsbehandling af de rejsende i Sydgrønland'.

Direktør Finn Hansen siger, at de har hørt kritikken og vil nu indlede dialog med Selvstyret om, hvorvidt der skal ske en ændret prissætning.

- Også hvis det måtte betyde, at rejser 'ad omveje' bliver dyrere, så ingen fremover skal føle sig forskelsbehandlet. Resultatet kunne imidlertid så blive, at også borgerne i Nanortalik kommer til at betale mere, hvis de flyver via Qaqortoq til Narsarsuaq, påpeger Finn Hansen.

Læs: Kommune Kujalleq: Fortsat store problemer med transporten i Sydgrønland

Forstår ikke kritik
Disko Line har svært ved at forstå kritikken fra Kujalleq med hensyn til ombookninger.

- Alle billetter kan annulleres og refunderes, hvorefter der kan købes en ny billet om ønsket, helt frem til kl. 16.00 dagen før afgang mod betaling af et gebyr på 75 kr. Det hele kan gøres online og således meget let og for et beskedent vederlag. At der pålægges et gebyr skyldes, at vi herved sikrer os, at borgerne ikke booker sig ind på en lang række afgange og derved blokerer disse afgange for andre passagerer. Borgmesterens skrivelse efterlader det indtryk, at Disko Line ombooker efter eget for godt befindende, hvilket på ingen måde er tilfældet, svarer Finn Hansen.

Han nævner, at når en helikopter afgang må aflyses, giver Disko Line passagererne tilbuddet om i stedet at blive transporteret, typisk med Targa båd, eller at vente på næste ledige helikopter afgang. Det er således et valg, der gives passagererne.

Men hvis passagerne vælger at komme med båd, vil der ikke ske re-fusion af prisdifference, da Disko Line jo fortsat har udgifter til både helikopterdrift og båddrift. Dette er i overensstemmelse med Servicekontraktens vilkår.

Efterlyser konkrete eksempler
I et kritik om, at post og fragt kan være halv til en måned forsinket, svarer Finn Hansen, at der er ikke hverken post eller gods, der bliver forsinket i Disko Lines varetægt i hverken halv eller hel måned.

- Hvis borgmesteren fastholder det, opfordres borgmesteren til at komme med konkrete eksempler, vi kan forholde os til, siger han.

Finn Hansen opfordrer borgmester Kiista P. Isaksen til at konkretisere, hvilke øvrige klagepunkter.

Men han anerkender, at Disko Line, som følge af at servicekontrakten først blev endeligt indgået nogle få dage inden opstart, kom 'lidt skævt fra start'.

- Men vi har hen over sommeren iværksat forskellige tiltag til bedre at håndtere irregularitet og dette arbejde fortsætter og det er vores opfattelse, at landets borgere i det store og hele er ganske tilfredse med vores indsats, lyder det fra Disko Lines direktør Finn Hansen.

Powered by Labrador CMS