Nye torske-kvoter: Derfor overskrides biologisk anbefaling massivt
Ved udlodningen af yderligere 5.515 tons havgående torsk i Syd- og Østgrønland øges den i forvejen betydelige overskridelse af den biologiske anbefaling for fangst af torsk. Der er dog en forklaring, lyder det fra departement.
På papiret ser forvaltningen af fiskeriet af havgående torsk i Øst- og Sydgrønland langt fra bæredygtig ud.
Den biologiske rådgivning fra ICES er på 8.460 tons for hele området, mens TAC'en nu er oppe på knap 33.000 tons, efter at Naalakkersuisut har tildelt en kvote på 5.515 tons til Royal Greenland.
Royal Greenland har fået kvoten efter et længere forløb, hvor Naalakkersuisut til at begynde med ville give kvoten til en ny aktør. Nu er kvoten gået til Royal Greenland efter udbud, og selskabet skal til gengæld gå i gang med at bygge en fabrik i Østgrønland, som skal kunne beskæftige otte personer.
Formodning om stor migration af islandske torsk
Der er dog formildende omstændigheder omkring fastsættelsen af en kvote, der umiddelbart er fire gange så høj som anbefalingen, lyder det fra Selvstyret.
Departementet for Fiskeri og Fangst oplyser i en mail til Sermitsiaq.AG, at baggrunden for opdelingen af forvaltningsområder og fastsættelse af TAC er, at man mener, at der er en stor migration af islandske torsk, som der ikke er gjort rede for i rådgivningen.
- Der fiskes altså på to bestande i Østgrønland: en østgrønlandsk bestand og en islandsk bestand. Derudover er der ikke tidligere fisket i Nordøstgrønland og ej heller udført survey. På trods af dette gælder rådgivningen fra ICES for hele Østgrønland, skriver departementet.
Forventer ny rådgivning
Derfor fastsættes TAC'en ud fra følgende opdeling:
- Sydvest- og Sydøstgrønland, hvor man fastsætter TAC'en ud fra ICES med nogle forbehold
- Dohrn Banke: hvor man fastsætter en TAC med basis i den forventede migration af islandsk torsk
- Nordøstgrønland, hvor der ikke fastsættes TAC, men kan udføres forsøgsfiskeri.
Ifølge departementet er der sket en evaluering af rådgivningsmodellen:
- På denne baggrund forventer vi en ændring i rådgivningen, som skal danne basis for den fremadrettede forvaltning, skriver departementet, der også understreger, at den østgrønlandske torsk gyder på Kleine Banke i Østgrønland. Derfor er dette område lukket for fiskeri i hele gydeperioden fra 1. marts til 31.maj.
Forsker: Det er overfiskeri
Naturinstituttet oplyser, at man er i gang med rådgivningen for næste år, og i øvrigt henvises der til tidligere udtalelser fra seniorforsker Teunis Jansen.
Han forklarede til avisen Sermitsiaq tidligere i år, at man endnu ikke har videnskabeligt bevis på, hvorfra fiskene på Dohrn Banke stammer fra:
- Disse torsk kan være sæsongæster fra den store Islandske bestand af udenskærs torsk. Den biologiske rådgivning for den bestand udnyttes fuldt ud af Island, så samlet set vil der være tale om et overfiskeri. Hvis disse fisk derimod skulle vise sig at være lokale fisk, der gyder i Østgrønland, så er der tale om et massivt overfiskeri af en mindre bestand, forklarede Teunis Jansen til Sermitsiaq.