nedskæringer
Nunaoil køres ned på vågeblus
Direktør Hans Kristian Olsen fyres som led i en omfattende spareplan
Der er stilstand i efterforskningen efter olie - og det har man også mærket her i landet.
Sidste år leverede olieselskaberne ti licenser tilbage, og der er nu kun syv efterforskningslicenser tilbage.
Samtidig har efterspørgslen efter olie aldrig været lavere end den er lige nu.
- Vi har taget bestik af situationen og har skaleret ned på alle niveauer, siger bestyrelsesformand Stine Bosse til Sermitsiaq.AG.
I går afholdt selskabet en ekstraordinær skriftlig generalforsamling. Her blev det besluttet, at skære antallet af bestyrelsesmedlemmer ned fra fem til tre.
Samtidig opsiger bestyrelsen Nunaoils direktør igennem 12 år, Hans Kristian Olsen, således at han fratræder 1. juli 2018.
- Afskedigelsen er udelukkende en del af sparplanen og har intet med Hans Kristians kvalifikationer at gøre, understreger Stine Bosse.
- Tværtimod vil jeg takke ham for hans indsats. Hans Kristian er et særdeles behageligt menneske at samarbejde med og har bidraget med en stor viden.
Med manglende udsigter til nye efterforskningsaktiviteter i nogen nær fremtid, køres Nunaoil ned på vågeblus.
- Vi skal konsolidere og vedligeholde de data og den viden, som findes i selskabet, så vi er klar, hvis den dag måtte komme, hvor der igen bliver brug for den. Men det må naturligvis ske på et betydeligt lavere omkostningsniveau end hidtil.
Stine Bosse kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvad Nunaoils budget kommer til at ligge på, men fastslår, at det er ‘betydeligt mindre’ end i dag.
- Nu skal bestyrelsen, sammen med en ny daglig leder, som forventes at blive en aktivt arbejdende geolog, samt en erhvervs-PhD-studerende, tilrettelægge Nunaoils videre arbejde, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Stillingen som daglig leder vil blive slået op i løbet af de næste uger.
Bestyrelsen består nu udover Stine Bosse af Søren Lennert Mortensen og Peter Helmer Steen.
Læs også artikel om Nunaoil i Sermitsiaq via linket herunder: