Nitter: Kangerlussuaq er vores favorit
Når den nye atlantlufthavn i Nuuk står klar, men vejrforholdene forhindrer, at de store fly kan lande, så er lufthavnen i Kangerlussuaq det bedste alternativ, fastslår Air Greenlands administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen.
Hvilken lufthavn skal være alternativet, Kangerlussuaq, Ilulissat (når den står klar, red.) eller Keflavik i Island, når Nuuk ikke kan modtage fly. Det spørgsmål er Air Greenlands topchef ikke i tvivl om.
- Kangerlussuaq vil være langt at foretrække, når vi taler Narrowbodyfly af typen Boeing 737 og Airbus 320, fastslår AG-topchefen og forklarer:
- Det vil koste for meget i vægt at have den nødvendige brændstofkapacitet på de internationale flyvninger med de mindre jetflyt, hvis Keflavik skulle være vores alternative lufthavn. Og det ville med særlige flytyper kunne gå ud over, hvor mange passagerer man har mulighed for at medbringe på flyvningerne, og det vil presse indtjeningen. A33’erne og Tuukkaq er mindre følsom, og her vil valget af alternativ mere være et operativt valg på dagen mellem Kangerlussuaq, Keflavik eller sågar København.
Renovering
Topchefen ser derfor en klar fordel i, at det bliver Kangerlussuaq som bliver den alternative lufthavn på grund af dens placering, men også fordi vejrforholdene ganske sjældent udfordrer lufthavnen.
Landingsbanerne i Kangerlussuaq skal renoveres. Er det ikke et problem?
- Det vil måske i en periode betyde, at vi skal have et andet alternativ, men på den lange bane, er det lufthavnen, som er værd at foretrække, forsikrer Jacob Nitter Sørensen over for Sermitsiaq.AG.
Læs også: Afsløring: Se Air Greenlands nye fartplan