Mittarfeqarfiits fremtid fortsat usikker

Lovforslaget om rammebetingelserne for de tre nye lufthavne tager ikke hånd om Mittarfeqarfiits fremtid, som vil miste sine to største indtægtskilder i Ilulissat og Nuuk.

Offentliggjort

Mittarfeqarfiits forretningsgrundlag bliver alvorligt udfordret med de nye lufthavne, hvor Kalaallit Airports napper de to store overskudsgivende lufthavne i Ilulissat og Nuuk, når disse står klar i 2022.

Frem til 2022 er det meningen, at Mittarfeqarfiit fortsat skal drive lufthavnen i Ilulissat og Nuuk, mens man er i gang med at etablere de nye landingsbaner og terminalbygninger. Selskabet skal afholde alle udgifter og oppebære alle indtægter forbundet hermed, hedder det.

Ingen afklaring

I bemærkningerne til det nye lovforslag fremgår det også, at Mittarfeqarfiits må leve med, at dens rolle efter 2022 fortsat vil være uafklaret.

- Det ligger uden for nærværende forslag til inatsisartutlov at anvise en ny og endelig virksomhedsplan for Mittarfeqarfiit. En ny og endelig virksomhedsplan for Mittarfeqarfiit og finansieringen heraf vil bero på en række administrative og politiske drøftelser og beslutninger, står der i lovbemærkningerne i forbindelse med høringssvaret til den samfundsøkonomiske analyse.

Medarbejderflugt?

Mittarfeqarfiit har ellers i et høringssvar advaret om, at selskabet – på grund af usikkerheden om fremtidens opgaver – har svært ved at fastholde og tiltrække de nødvendige medarbejdere. Og det nettostyrede selskab har tydeligt markeret, at man ikke forstår, hvorfor man via Kalaallit Airports etablerer dobbeltadministration på lufthavnsområdet.

- Kalaallit Airports A/S og Mittarfeqarfiit vil i løbet af de kommende måneder drøfte tidspunkt og procedure for apportindskud, drift og ansvar forbundet med overgang af eksisterende lufthavne i Ilulissat og Nuuk til Kalaallit Airports A/S. Spørgsmål vedr. Mittarfeqarfiits nuværende medarbejdere vil ligeledes blive drøftet, fremgår det af lovbemærkningerne.

Powered by Labrador CMS