kritik

Mineselskaber: Erhvervs-departementet er en trussel

GE mener, at den seneste sag om en pludselig regelændring forstærker et i forvejen bekymrende billede.

Offentliggjort

Departementet for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi har ikke nogen særlig høj stjerne hos en del mineselskaber. Det fremgår af en analyse, som Dansk Industri har lavet på baggrund af erfaringer fra 25 mineselskaberne.

Der er tale om en analyse, hvor Grønlands styrker, svagheder, muligheder og trusler som mineland bliver analyseret, kaldet en SWOT-analyse.
Og her er Departementet for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi opført som en trussel mod Grønlands udvikling som mineland.

Regelændring bestyrker negativ opfattelse
Den seneste pludselig ændring af regler for udenlandsk arbejdskraft vil yderlige styrke denne opfattelse hos selskaberne, vurderer man hos Grønlands Erhverv.

Som vi har fortalt her på Sermitsiaq.AG, så har Departementet for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi fået Udlændingestyrelsen til at ændre praksis, således at udvindingsselskaber ikke længere kan hyre udenlandsk arbejdskraft på tre måneders kontrakter uden en arbejdstilladelse.

LÆS OGSÅ: Advokat: Ulovlig ændring af reglerne for mineselskaberne

- De virksomheder, der har den opfattelse, kan konstatere, at der her har et meget konkret eksempel, siger GEs direktør Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.AG.

- Det falder ind et bekymrende billede af, hvordan forvaltningen opererer.

Opdelt på tre departementer
Behandlingen af ansøgninger om en udvindingstilladelse er fordelt på tre departementer. Råstofdepartementet tager sig af selve ansøgningen. Miljødepartementet har ansvaret for at godkende miljøvurderingen, VVM. Erhvervsdepartementet tager sig af vurderingen af de samfundsmæssige vrikninger, VSB samt IBA-aftalen.

Sidstnævnte er en aftale mellem selskabet, Selvstyret og den relevant kommune om, hvilke sociale forpligtelser mineselskabet påtager sig. Den kan for eksempel indeholde forpligtelser om andelen af lokal arbejdskraft, antal af lærepladser, bidrag til uddannelse eller støtte af sport og kultur.

IBA-aftalen bliver først indgået efter selskabet har fået en udvindingstilladelse. På en konference arrangeret af Dansk Industri i november pegede flere selskaber på, at det forsinker processen unødigt, at denne aftale først bliver forhandlet så sent i forløbet.

Opdeling af nyere dato
Derudover oplever flere mineselskaber opdelingen på flere departementer som besværlig. I en analyse fra Copenhagen Economics peges der på, at selskaberne oplever forskellige ‘siloer’, der ikke spiller tilstrækkeligt effektivt sammen. Dette fører til manglende fleksibilitet i godkendelsesprocessen.

Denne opdeling af ansøgningsprocessen i hele tre departementer er af nyere dato. Inden Kim Kielsen (S) blev formand for Naalakkersuisut var råstoffer og erhverv samlet i et departement. Dermed lå også arbejdet med VSB redegørelsen og IBA-aftalerne under råstofdepartementet.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Departementet for Erhverv, Handel, Arbejdsmarked og Energi, men departementet har ind til videre ikke reageret på vores henvendelser.

LÆS MERE OM DE NYE REGLER FOR ARBEJDSTILLADELSER:
Selskab: Nye regler gør det sværere at anlægge miner
GE: Vilkårlig ændring af regel skræmmer mineinvestorer
Advokat: Ulovlig ændring af reglerne for mineselskaberne

Powered by Labrador CMS