Binzer-exit
Lars-Emil: Fyr bestyrelsen i Tele-Post
Siumuts Lars-Emil Johansen kommer med en klokkeklar opfordring til Naalakkersuisut
(Artiklen er opdateret klokken 09.06 med interview med Lars-Emil Johansen)
Formand for Inatsisartut og en af de absolut mest indflydelsesrige Siumut-politikere gennem tiderne, Lars-Emil Johansen, er ligesom mange andre stærkt overrasket og skuffet over, at Michael Binzer har opsagt sin stilling som administrerende direktør hos Tele-Post.
Han giver således sin fulde støtte til Binzer, som ifølge en pressemeddelelse fra Tele-Post onsdag forklarer, at manglende opbakning (fra bestyrelsen, red.) er den direkte årsag til sit exit fra Tele-Post.
På sin Facebook-profil sender Lars-Emil Johansen følgende klokkeklare opfordring til Naalakkersuisut, som han opfordrer til at fyre bestyrelsen i Tele-Post:
’Kompetent og aktiv direktion kræver en kompetent bestyrelse. Grønland har slet ikke råd til at være ødsel med gode, ja endog kanongode direktører, blot fordi en bestyrelse ikke kan følge med. I sådanne situationer må enhver aktionær med respekt for sig selv træffe et soleklart valg mellem en kompetent direktion og en inkompetent bestyrelse. Det mener jeg i hvert fald’.
I et interview med Sermitsiaq.AG uddyber Lars-Emil Johansen:
- Jeg kender ikke Tele-Posts bestyrelse eller den konkrete situation, men jeg kender Michael Binzer. Jeg advarer mod, at man i en samfundsejet virksomhed per automatik tager en bestyrelses udlægning af en konflikt for gode varer. I stedet har vi som borgere ret til at vide, hvad der er sket.
Læs: Formand for Tele-Post forstår ikke Binzers opsigelse
Læs: Naalakkersuisut: Vi er helt trygge ved Tele-Posts bestyrelse
Naalakkersuisut støtter bestyrelsen i Tele-Post
Men Lars-Emil Johansen skal ikke regne med opbakning fra Naalakkersuisut. Således udsendte formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut kort efter onsdagens offentliggørelse af Michael Binzers opsigelse en pressemeddelelse med Naalakkersuisuts fulde støtte til bestyrelsen i Tele-Post.
Blandt andet lød følgende citat fra Aleqa Hammond:
- Der ligger nu en stor opgave hos bestyrelsen med at finde en ny og kvalificeret direktion til et selskab, som står midt i en rivende udvikling, og hvis produkter har stor indflydelse på borgernes hverdag. Naalakkersuisut er helt tryg ved at overlade opgaven til bestyrelsen og håber og tror på, at de vil være i stand til at finde en direktion, som kan få fodfæste og håndtere de fremtidige udfordringer, som Tele Greenland står overfor.
Læs: Trist Michael Binzer takker kolleger
Læs: Michael Binzer stopper i Tele-Post
Sermitsiaq.AG har tidligere været i kontakt med Michael Binzer, som tiltrådte stillingen som administrerende direktør for Tele-Post den 1. april 2013. Han ønsker ikke at uddybe baggrunden for sin opsigelse.
I et interview torsdag sagde bestyrelsesformanden for Tele-Post, Agner N. Mark, at han er uforstående over for Michael Binzers opsigelse, og at Tele-Post ingen pres føler fra Naalakkersuisut.
Læs alle artikler om Tele-Post her
Se Lars-Emil Johansens statusopdateringer på Facebook under billedet