Arbejdsmarked

Kritik af ansættelsespolitikken

Doris Jakobsen kritiserer både virksomheder og det offentlige for at beskæftige for meget tilkaldt arbejdskraft

Doris Jakobsen: – Det må stå i en lovgivning, at når en medarbejder fyres, skal det være den lokale medarbejder, der bliver fyret sidst, og udefra kommende først. Det kan jo ikke passe, at de lokale kommer i sidste række, når selskaberne ansætter, og er de første man fyrer ved en fyringsrunde.
Offentliggjort

I en pressemeddelelse med overskriften "Selskaber må tilpasse sig til forholdene i Grønland" retter Doris Jakobsen, der er kandidat til landstingsvalget for Siumut, en alvorlig anklage mod de grønlandske virksomheder for ikke at beskæftige grønlandske håndværkere men bruge tilkaldt arbejdskraft, som sidder på de job, som egentlig bør tilfalde de lokale, som hun udtrykker det.

Doris Jakobsen doikumenterer ikke sin påstand men skriver:

"At de grønlandske håndværkere ikke bliver brugt i mange selskaber skyldes ofte virksomhedspolitik med meget vanskelige krav og forhold der stilles dem, og som gør det svært for dem at forholde sig til. Der kræves at man er på arbejde op til 15 timer af døgnet, ingen fridage i week-enderne samt arbejdsdage i højtiderne. Disse forhold gør det vanskelligt at leve op til når man har familie, børn og interesser som også skal være plejes. Man kan ligefrem sige, at en grønlandsk håndværker ikke kan arbejde for selskaber som Permagreen, Atcon og EMJ", påstår Doris Jakobsen, som nævner et eksempel til efterfølgelse fra Færøerne:

"Kommer arbejdsløshedstallet op over de 3% på Færøerne, så kræver loven at tilkaldt ufaglært arbejdskraft ikke længere er en mulighed. Jeg mener, at vi i dagens Grønland har brug for en lovgivning som denne. Det er på tide, at alle lokalt uddannede skal have et arbejde. Det skal være slut med at være passive tilskuere til forhold, som ikke er acceptable. Det skal være slut med at diskutere disse forhold i det stille, men i stedet skal vi have en opstramning i selve lovgivningen".

Videre mener Doris Jakobsen, at der skal lovgives om, at når en medarbejder skal fyres, er det udefra kommende medarbejdere, som fyres først, og den lokale medarbejder, som fyres til sidst. Det kan jo ikke passe, at de lokale kommer i sidste række når selskaberne ansætter, og er de første man fyrer ved en fyringsrunde, mener Doris Jakobsen.

Hun mener ikke, at disse forhold kun gældende for de private selskaber.

– Dette kan også ses i de offentligt ejede selskaber såsom Royal Greenland. Her vælger selskabet at bruge udefrakommende skippere i stedet for at bruge de lokale. Nu må Royal Greenland træde i karakter og sikre ansættelse af lokale skippere, siger Doris Jakobsen i sin pressemeddelelse.

I det hele taget mener hun, at både selvstyret og kommunerne bruger for meget udefra kommende arbejdskraft.

– Specielt kan nævnes Kommuneqarfik Sermersooq, som ligefrem ikke baner vej for at ansætte lokal veluddannet personale, påpeger hun.

Endelig kritiserer hun også Brugsen og Pisiffik, fordi man ofte møder udefrakommende butikschefer, selvom der uddannes virkelig meget butikspersonale fra handelsskolerne.

– Hvorfor tolererer vi denne form for udvikling og betragter det som naturligt? spørger Doris Jakobsen og understreger, at hun på ingen måde accepterer denne udvikling.

– Det er nu på tide, at selskaberne tilpasser sig de grønlandske behov med respekt for kulturen og værdierne. Det er på tide, at man rækker hånden ud for at styrke samarbejdet og på den måde sikrer gevinsten for både selskabet og samfundet. Ved at ansætte lokale sikrer vi en stopper for, at penge strømmer ud af landet, understreger hun og tilføjer at man også minimerer boligmanglen ved at bruge lokal arbejdskraft.

Powered by Labrador CMS