KNI-formand: Det skal være trygt at arbejde

KNI’s whisttleblower-ordning bliver nu kigget efter i sømmene, afslører bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen, efter at den administrerende direktør Peter Grønvold Samuelsen mandag valgte at opsige sin stilling.

Offentliggjort

Indtil flere politianmeldelser om blufærdighedskrænkelser, begået af KNI’s direktør igennem otte år, Peter Grønvold Samuelsen, får nu bestyrelsen i KNI til at undersøge, om selskabets whistleblower-ordning og personalepolitikker er up-to-date.

- KNI SKAL være en tryg og god arbejdsplads, understreger bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen i en mail over for Sermitsiaq.AG, hvor han har sat ordet "skal" i versaler for at understrege vigtigheden.

Robusthed

Bestyrelsen er således i gang med at få klarlagt, om de nuværende ”processer og systemer (…) er robuste nok til at kunne håndtere situationer, hvor ansatte måtte føle sig utrygge”.

- Hvis man som medarbejder mener, at der er ting, som ikke kan drøftes med sin nærmeste leder, har vi netop etableret en ganske omfattende whistleblower-ordning hvor alle indberetninger behandles af en ekstern professionel part udenfor selskabet, understreger Lars Borris Pedersen, der tilføjer:

- Man kan også henvende sig direkte til et bestyrelsesmedlem hvor ens henvendelse naturligvis behandles seriøst og fortroligt.

Strafferetlige forhold

- Men som sagt vil vi undersøge om disse systemer er stærke nok og up-to-date, - og ikke mindst om alle medarbejdere kender til ordningerne, vores politikker og om de føler sig trygge ved dem, oplyser bestyrelsesformanden.

Om de strafferetlige forhold siger Lars Borris Pedersen:

- For så vidt at der har været tale om forhold, der er strafferetlige, undersøges de som bekendt lige nu af politiet, hvilket vi må afvente konklusionen af.

Powered by Labrador CMS