Kalistat Lund: Grønlandske kartofler skal vinde frem ved bordet

Naalakkersuisoq for selvforsyning ser en fremtid med flere grønlandske råvarer. Kartoflerne er en start, påpeger han i et åbent brev til erhvervslivet.

Grønlandske kartofler skal finde vej frem i butikkerne. Naalakkersuisut har en ambition om et mere selvforsynende Grønland.
Offentliggjort

Det grønlandske kartoflers vej fra jord til bord skal bane vej for mere selvforsyning i landet. Det mener naalakkersuisoq for selvforsyning, Kalistat Lund (IA).

I et åbent brev bedyrer han, at der kan skabes muligheder for mere selvforsyning af kartofler, æg, rabarber, lammekød, salat, fjerkræ, kød, tang, bær, honning og roer.

Ifølge naalakkersuisuts tal ligger Grønlands selvforsyningsgrad på 17 procent. Selvom flere butikker mangler kartofler, så har Neqi A/S svært ved at afsætte de indhandlede kartofler. Selskabet indhandlede 72 tons kartofler ved sidste sæson, men solgte blot 12 tons grønlandske kartofler til butikkerne. Det til trods for, at mest yde bosteder ofte mangler kartofler.

Hvor ender kartoflen

- Grønlands selvforsyning skal øges for at sikre, at lokale varer er tilgængelige for alle, for at alle borgere kan have bedre forsyningssikkerhed. Samfundet skal sættes i centrum i det videre arbejde, skriver Kalistat Lund.

Han kommer med en opfordring til butikkerne om at indgå aftaler med lokale grossister, så forbrugerne kan have flere lokale valgmuligheder.

- Kartoffelavlerne har et godt samarbejde med indhandleren. Det blev debatteret (under en kartoffelworkshop, red.), om det vil være nemmere og billigere, hvis kartoffelavlerne selv skaber direkte kontakt til butikkerne for at hjælpe med at sikre købsaftaler. Kartoffelavlerne kan også selv undersøge andre potentielle indhandlere, skriver Kalistat Lund.

Grønt som frost og i konserves

Udover at gartnerne selv undersøger afsætningsmuligheder, ser Naalakkersuisut en mulighed i at bane vej for, at grossisterne begynder at forædle deres råvarer. Dette kan gøres ved at dyrke grønt, der kan fryses ned samt dyrke kartofler og sætte dem i glas og dåser for at forlænge deres levetid.

Kalistat Lund oplyser, at Naalakkersuisut arbejder målrettet på at øge selvforsyningen før 2040. Hvor meget selvforsyningsgraden skal øges, er det dog ikke oplyst.

Du kan læse hele det åbne brev HER.

Powered by Labrador CMS