Indtjening i bank brager op
I årets første ni måneder har Grønlandsbanken skabt et resultat før skat på kr. 170,8 mio. sammenlignet med kr. 65,2 mio. i samme periode sidste år.
Grønlandsbanken er i gang med et særdeles godt 2023, fremgår det af bankens netop udsendte kvartalsrapport, der dækker 1. til 3. kvartal i år.
Banken fremviser her et overskud før skat på 170,8 mio. kr. Det betegnes som tilfredsstillende og er betydeligt mere end samme periode i 2022, hvor resultatet lød på 65,2 mio. kr. Sidste år var banken påvirket af store kurstab på grund af stigende renter.
Den udvikling er vendt, og i en medfølgende pressemeddelelse begrunder banken fremgangen således:
- I dette års første ni måneder har banken undgået kurstab og har her en gevinst på 19,8 mio. kr., men det er nettorenteindtægter, der er den væsentligste årsag til fremgangen. Stigende udlån og indlån og et højere renteniveau påvirker bankens resultat positivt, mens gebyrindtægter falder.
Direktør: Mange ting har peget i den rigtige retning
Bankdirektør, Martin Kviesgaard, glæder sig over den positive udvikling, hvor han henviser til bankens store beholdning af obligationer og indestående i Nationalbanken:
- Vi er glade for at se en stærk og positiv udvikling, som er resultatet af mange faktorer. En så stor fremgang kræver, at mange ting har peget i den rigtige retning i år. De stigende renter hjælper, da vi har godt 2,8 mia. i obligationer og indestående i nationalbanken, udtaler Martin Kviesgaard.
Udlån steget
Bankens oplyser videre, at udlån er steget med 570 mio. kr. på et år og udgør nu cirka 4,7 mia. kr., og at forretningsomfanget udgør mere end 15 mia. kr.
- Den økonomiske fremgang i Grønland har været medvirkende til den positive udvikling, skriver banken.
Grønlandsbankens forventede resultat før skat for hele 2023 er for nylig blevet opjusteret fra et interval på 170-210 mio. kr. til et interval på 200-230 mio. kr.