IMAK udskyder vigtigt medlemsmøde
Lærernes fagforening IMAK har besluttet at udsætte sit repræsentantskabsmøde, hvor krav til en ny overenskomst ellers skulle være lagt fast.
Udsættelsen til en gang i foråret skyldes myndighedernes corona-restriktioner, der forhindrer personer i at krydse kommunegrænserne.
-Vi mener ikke, at vores medlemmer skal udsættes for fare, selv om vi måske kunne få tilladelse til at holde mødet. En ting er at få lov til at holde mødet, noget andet er om medlemmerne i det hele taget finder det rimeligt at deltage når Naalakkersuisut melder ud, som de har gjort, siger formanden Birthe Møller Therkildsen om beslutningen i en pressemeddelelse.
Sædvanlig procedure udskudt
IMAK skulle have holdt repræsentantskabsmøde med opstilling af overenskomstkrav til overenskomsten 2021. Det er den sædvanlige procedure i foreningen, der nu bliver udsat.
-Det gør selvfølgelig situationen vanskelig for os, at vi ikke får opstillet vores overenskomstkrav som planlagt, men vi håber og regner med, at vi kan nå det i løbet af foråret, siger IMAK-formanden.