IceCap Tours dømt i landretten
Landsretten har stadfæstet og skærpet en dom fra kredsretten mod IceCap Tours i Ilulissat om manglende udbetaling af feriepenge samt uretmæssig nedsættelse af løn til to filippinske medarbejdere.
SIK har gennem mere end et år kørt en sag mod IceCap Tours i Ilulissat om uretmæssig behandling af filippinske medarbejdere.
IceCap Tours, som ejes af Arne Niemann Jensen, har siden sagens begyndelse nedlagt påstand om frifindelse, og valgte at anke kredsrettens dom den 24. august 2020.
Kredsretten dømte blandt andet IceCap Tours for manglende udbetaling af feriepenge samt uretmæssig nedsættelse af lønnen til to ansatte i en periode.
Ikke medhold i krav om overarbejde
Nu mere end et år senere har landsretten stadfæstet dommen, som betyder at virksomheden skal betale 58.506 kroner til den ene af de tidligere medarbejdere og 71.683 kroner til den anden.
- Det er godt for de to filippinere at Landsrettens afgørelse nu foreligger, og at det ikke har været forgæves at køre en sag mod pågældende arbejdsgiver, siger sekretariatschef hos SIK Bjarne Petersen, om afgørelsen.
Landsretten har desuden tilføjet en regning for sagsomkostninger på 71.000 kroner, som IceCap Tours skal betale til SIK.
SIK fik dog heller ikke i landsretten medhold i deres krav om overtidsbetaling, da landsretten ligesom kredsretten vurderede, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation.
Ansvar overfor samfundets svageste
Bjarne Petersen håber, at sagen kan få betydning i bredere forstand.
- Et samfund må vejes på, hvordan vi behandler de svageste, og vores asiatiske medborgere er desværre en af de svage parter i vort samfund. Vi har derfor alle et ansvar for at disse medborgere bliver behandlet bedre end tilfældet er i dag. Forhåbentligt kan en dom som denne være medvirkende til, at forholdene for denne gruppe forbedres, siger Bjarne Petersen, til Sermitsiaq.AG.
SIK er fortsat ærgerlig over, at det ikke har været muligt at løfte bevisbyrden omkring ubetalt overarbejde.
- Som sagt har retten ikke fundet tilstrækkelige beviser for at de to tidligere ansatte har haft mange arbejdstimer uden at få betaling for det. SIK tror på de to ansattes udsagn om de mange overarbejdstimer, men respektere naturligvis rettens vurdering. Men det er naturligvis ærgerligt, at de har haft overarbejde uden at få en krone ud af det, siger sekretariatschefen.
Ikke enestående sag
Han opfordrer medarbejdere til at få dokumentation for al overarbejde for at undgå lignende situationer.
- Problemet er imidlertid at nogle ansatte ikke tør kræve dette, fordi de frygter at miste deres arbejde, eller at de bare ikke kender deres rettigheder i forbindelse med sådant overarbejde.
Bjarne Petersen understreger, at sagen er langt fra enestående. Det er SIK’s generelle vurdering, at mange arbejdsgivere respekterer de gældende regler, hvad angår udenlandsk arbejdskraft. Men der er desværre også en del arbejdsgivere som ikke gør det.
- SIK har de seneste par år modtaget ganske mange henvendelser fra specielt asiatiske ansatte, som beretter om, at de bliver urimeligt behandlet af deres arbejdsgiver, fortæller sekretariatschefen.